Rebild operaen lever i bedste velgående - trods blæsten fra Limfjorden
Opdateret kl. 15:27
KONCERT
OPERA I REBILD
Arrangørerne kalder det selv for Danmarks mest musikalske skovtur, og nogen sandhed ligger der deri. Omkring 1600 tilskuere placeret ved campingborde og -stole foran den store scene, der var flankeret af højttalere og storskærme, så alle kunne både se og høre. Det er nemlig musikken, man samles om at opleve, eller nærmere operaens toner, men også oplevelsen af naturen i Rebild og det danske vejrlig er for mange blevet en vigtig del af Opera i Rebild.
Den danske sommer er gerne en medspiller i arrangementer, i år var det den friske blæst, der spillede hovedrollen; suset fra bøgetræerne, der omkransede pladen, lå som en konstant drone under musikken, mens vinden skabte tordenvejrsbulder over højttalerne. Men det blev ved de tomme trusler, solen bagte ned hele eftermiddagen, kun af og til afbrudt af kølende skyer. Kort sagt, vejret var noget nær optimalt til begivenheden.
Coro Misto og Søren Birch er fast punkt på programmet i Rebild, og deres buket af elskede danske sommersange og nyere nordiske korsatser blev i år suppleret med et par smukke amerikanske korværker, hvor især Frank Tichelis ”Earth Song” klingede smukt og rent i storskoven.
Et nyt indslag i år var fællessangene, som blev ledet kyndigt og med godt humør af korpædagogen Tine Ohrt, kanonsang med den ældste kendte danske folkevise, ”Drømte mig en drøm i nat” og en af de allernyeste, Rasmus Borrings efterskolesang ”Gi’ os lyset tilbage”. Det fungerede rigtig fint!
Og så var der ellers kridtet op til dagens program, 2 timer i selskab med highlights fra operaens verden. Årets tema var ’Kærligheden – umulig og uendelig”, så var man vist helgarderet til at kunne rumme hvad som helst. Det er interessant så megen ulykkelig kærlighed, jalousimord, selvmord og alskens andre ulykker, man møder i operaens verden.
Så var det godt at have Preben Kristensen til at udrede de spegede tråde og persongallerier i operaerne, og til at minde os på, at alle disse tragiske ulykker jo faktisk har kastet en masse pragtfuld musik af sig. Preben Kristensen er født til denne rolle, som han nu bestrider på 11. år
Til at formidle hele dette spraglede og komplekse persongalleri havde man indkaldt den svenske sopran Cornelia Beskow, den danske mezzo Johanne Højlund og tenoren Magnus Vigilius, og de gav os mange mindeværdige stunder.
Magnus Vigilius var i fuld kontrol og bar sine store arier smukt, ”In fernen Land” fra Lohengrin, Tårnarien fra Tosca, Blomsterarien fra Carmen og den overvældende ”Nessun Dorma” fra Puccinis Turandot.
Johanne Højlund kunne sætte tiden i stå med sin smukke timbre og fokuserede foredrag, som i Händels ”Lascia ch’io pianga”, ”Voi che chapete” fra Figaros Bryllup og Habaneraen fra Carmen.
Cornelia Beskows dramatiske sopran slog gnister i ”Dich teure Halle” fra Tannhäuser, ”Vissi d’arte” fra Tosca men rummede også lethed og sødme i arien fra Csardasfyrstinden (og ikke at forglemme: sus i skørterne) samt i duetten med Johanne Højlund (”Barcarolle”) fra Hoffmanns eventyr. Også Preben Kristensen bidrog i år med en imponerende flot udgave af ”Anthem” fra musicalen Chess.
Aalborg Symfoniorkester leverede varen under ledelse af Christian Kluxen, der vikarierede i år for Giordano Bellincampi. Lyden og balancen i orkestret var dog ikke optimal i år; om det skyldtes den drilagtige blæst eller lydanlægget og mixningen skal jeg ikke kunne sige.
Aalborg Symfoniorkester, Coro Misto
Dirigenter, Christian Kluxen, Søren Birch
Solister, Magnus Vigilius, Johanne Højlund, Cornelia Beskow
Konferenciers, Preben Kristensen, Susanne Sangild
Søndag eftermiddag
Rebild Talentpris blev i år overrakt den unge baryton Andreas Gade, som er under uddannelse til klassisk sanger i Aarhus. Prisen på 25.000 kr, der er doneret af Gudrun og Palle Mørchs Mindefond, blev overrakt den unge sanger af Susanne Sangild. Han kvitterede med en smuk udgave af Figaros arie ”Non piú andrai” fra Figaros Bryllup.
Tore Mortensen
tore@ikl.aau.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.