"Rita" er vigtige problemer og nemme løsninger

Endnu en gang er det lykkedes forfatterne bag “Rita” at ramme en både væsentlig og realistisk problemstilling i skolelivet anno nu: overbeskyttende forældre drevet af misforståede hensyn. Det er medrivende og væsentligt. Og det er så meget desto mere skuffende, at det til sidst bliver håndteret så overfladisk.

En mor lader sin datter blive hjemme fra skole, fordi datteren er usikker og utryg ved at skulle lave en naturfagspræsentation.

Konflikten eskalerer, da flere andre forældre begynder at opføre sig som børnehavebørn eller det, der er værre. “Hvis Asta ikke skal fremlægge, så behøver Peter heller ikke”. Og den holdning smitter jo naturligvis deres børn - så pludselig vil ingen fremlægge.

Det er både realistisk og samtidig tåkrummende at erkende, at forældre i den slags situationer glemmer, at de er voksne - og den forventning om modenhed og ansvarlighed, der følger med forældrerollen.

Hjørdis får håndteret Astas angst på en meget Hjørdisk måde med nogle trylle-gestalter. Det er sympatisk - og realistisk inden for seriens univers.

Men at moren efter 30 sekunders samtaleterapi på kontoret bryder sammen, erkender og konfronterer sit eget præsentations-traume og får det bearbejdet iklædt Hjørdis’ tryllerylle-outfit, det bliver for meget. Det bliver for nemt - og det forfladiger den ellers særdeles vedkommende problematik.

Men sådan er det jo med “Rita”. Det er træls, men det kan nok undskyldes med, at Ugens Konflikt - inklusive løsning - partout skal presses ned i afsnittets knap 40 minutter. Og der skal jo også være plads til det udenom.

Som Rasmus’ kamp for at få styr på sit liv igen gennem Tinder-dating.

Carsten Bjørnlund er egentlig god i den rolle og har været det gennem hele serien. Men han har stort set også kun haft to standard-aspekter: Enten har han været akavet i en magtposition - som skoleleder og som kommunal embedsmand - ellers har han været underkuet hundehvalp-type - typisk over for en magtfuld Rita eller en ditto Helle.

Det er sådan, rollen er, og det er fint nok. Men derfor er det også rigtig fedt at opleve ham føje nye nuancer til i den lille, diskrete scene, hvor Rita betragter hans samtale med Jørgen, der savner sine forældre, og hvor Rasmus for en enkelt gangs skyld forlader sine to standard-modi og bare opfører sig som et menneske, der sidder overfor et andet menneske og taler ærligt og redeligt.

Ellers får vi Ritas yngste søn, Jeppe, på banen igen. Han skulle have været verden rundt med sin kæreste. Men kæresten droppede Jeppe i London til fordel for en åbenbart mere eksotisk franskmand. Så nu kan Jeppe flytte hjem til mor i et stadig mere omfattende kollektiv.

Og netop de mange mennesker, der efterhånden samles i Ritas barndomshjem, tegner godt for dramaet. For vel er fryd og gammen rart - men i tv-serie-sammenhæng er det også kedeligt. De mange potentielle konflikter giver til gengæld godt dramatisk brændstof.

Ikke mindst det ulmende opgør mellem Rita og Hjørdis, hvor den nyslåede leder på et eller andet tidspunkt bliver nødt til for alvor at sætte sig igennem over for den autoritetssky Rita.

Det skal nok blive godt.