Besparelser i Aalborg

Så er der svar om Aalborgs kulturliv: - Flere græd, da de fik beskeden

Der er både glædestårer og dyb skuffelse over Aalborgs budget på kulturområdet

Det Hem'lige Teater har sommeren over lavet kampagnearbejde med #BevarDetHem'ligeTeater, og masser af unge har fortalt om den store betydning af teatret for deres trivsel.
Det Hem'lige Teater har sommeren over lavet kampagnearbejde med #BevarDetHem'ligeTeater, og masser af unge har fortalt om den store betydning af teatret for deres trivsel. Foto: Torben Hansen

Opdateret 30. september 2023 kl. 17:16

Det ene sted er der ærgrelse - det andet sted fest.

- De unge tilknyttet teatret er super glade. Flere græd, da de hørte, at det er lykkes at holde teatret åbent indtil en flytning. Alternativet var, at vi lukkede 1. januar - det var ikke til at bære. Nu mødes vi i aften og skal hygge og snakke, fortæller Pia Bredow, leder af Det Hem'lige Teater, hvor nuværende og tidligere tilknyttede sommeren over har kæmpet for at bevare teatret.

Budgetforhandlingerne i Aalborg er ovre, og både Det Hem'lige Teater og kunstmiljøet i Kunsthal Nord, der har været i vælten i den seneste tid, skal flytte ind i Huset i Hasserisgade, lyder beslutningen. 

Det Hem'lige Teater for lov til at bestå i deres nuværende lokaler i det, der engang var Kjellerupsgade Skole gymnastiksale, indtil de nye faciliteter i Huset i Hasserisgade står klar. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Men man lukker ikke fysisk ned for teatret eller kunsthallen i 2024, som det ellers var foreslået, men lader dem køre videre i deres nuværende rammer, til de nye faciliteter på Huset står klar.

Og så er der tilført midler - to mio. kr. ekstra til Væksthuset i Huset i Hasserisgade, så institutionerne samlet fortsætter med nogenlunde samme økonomi som i dag.

Alle bekymringer på Hem'lige Teater er dog ikke fjernet med udmeldingen, for der er stadig et spørgsmål om, hvordan tilskuddet skal fordeles til de enkelte miljøer. Lige nu er de smidt i en stor pulje.

- Og så er der usikkerhed om, hvad det er for en organisation, man har en forventning om at lave? Skal vores respektive organisationer lukke ned og lægges sammen i én, siger Pia Bredow, der ikke har nogen interesse i, at Det Hem'lige Teater bliver lagt sammen med andre organisationer.

- Men det har vi tid til at diskutere, der er mange samarbejdsfordele ved at rykke ind på Huset, som vi ser frem til.

Spørger man kulturrådmand Jes Lunde (RV), er der ikke udsigt til at kunne bevare egen organisation på sigt - tværtimod forudser han en  konstruktionen lig den på Korma, hvor en ansat leder refererer til kommunens kulturchef.

- Hvis man flytter teatret ind i Huset med egen bestyrelse, er vi bange for, at det bliver separate kongedømmer, der lukker sig om sig selv. Meningen er samarbejde på tværs, siger rådmanden, der går ud fra, at puljen fordeles i den nærmeste fremtid.

Der er fokus på vækstlaget i årets budget. Udover et anlægstilskud på syv mio. kr. til en ”Black Box” på Huset (en hybrid scene og udstillingsrum), øger man bevillingen til KORMA - kompetencecentret for unge musikere - med 300.000 kr. Foto: Henrik Bo

 En kommune i udvikling

Generelt er rådmanden godt tilfreds med budgettet på kulturområdet.

Man har undgået de besparelser, der lå på aktivitetstilskuddet i foreningslivet og på aftenskolerne, og så har man fundet flere penge til kommunens vækstlag end forventet.

- Det en en samtale, vi har haft på tværs af partier et stykke tid. Ud over at fjerne de groveste besparelser på børne- og ungeområdet er det vigtigt, at vi er en kommune, hvor der er et udviklingsperspektiv, der kan gøre os attraktive. Der sker blandt ved at have et alsidigt kulturliv, og forudsætningen for det er, at vi har en fødekæde, hvor vi er med til at få løftet unge kunstnere indenfor alle genrer frem.

- Vi er landets tredjestørste kommune, og vi skal have musklerne til også at bidrage til, at kulturlivet bliver ved med at udvikle sig, siger Jes Lunde.

Når man har valgt, at Kunsthal Nord kan holde åbent endnu et år, er det for at undgå, at der opstår et hul, siger Jes Lunde: - Det er vigtigt for de kunstnere, der har planlagt udstillinger i Kunsthal Nord, at de kan blive ved med at udstille, indtil der er kuratorer og udstillingsfaciliteter klar i Huset. Foto: Lars Pauli

Skuffelse over kunsthal

Hos de kunstnere og kunstarbejdere i byen, der har kæmpet for at bevare Kunsthal Nord, er der dog stor skuffelse.

- Jeg synes personligt, at Væksthuset er et sympatisk projekt for unge, der udfolder sig indenfor kunst og kreativitet, men det er vigtigt at adskille dem fra et professionelt kunstmiljø, der kan løfte samtidskunstscenen i Nordjylland.

- I det perspektiv er det slet ikke tænkt strategisk nok, siger kunstner og organisator Alexandra Jönsson, der påpeger, at flere lokale har rakt ud med rådgivning til kommunen - senest med et åbent brev underskrevet af 28 kunstnere og kunstarbejdere.

- Jeg synes, at det er ekstremt skuffende, at man ikke har taget professionelle kunstnere og kunstfaglige med på råd. Og at man tror, at det er gangbart at sætte alt sammen i én kasse. Tværfaglighed er en luksus, men det er ikke et buzzord hos fonde, der skal bevillige penge, og med lukning af kunsthallen mister man et udstillingssted med tyngde i byen, siger Alexandra Jönsson.

Kulturforvaltningen og parterne i byen arbejder i den kommende tid videre med Væksthuset.

Sådan ser besparelserne på kulturbudgettet ud
  • Bogbusordningen under Aalborg Bibliotekerne nedlægges. I stedet oprettes mobile enheder, som placeres stationært et antal dage om måneden på udvalgte holdepladser i oplandet til Aalborg.
  • Byrådet prioriterer desuden et anlægstilskud på syv mio. kr. til en ny bogsorteringsrobot (BERTA).
  • Besparelsen på Kunsten fra 2025 på 1 mio. kr. ændres til en besparelse på Kunsten en halv mio. kr. og Utzon Center på 0,1 mio. kr.
  • Nordjyske Museer  0,4 mio. kr. fra 2025.
  • Musikkens Hus / Aalborg Symfoniorkester – en besparelse
  • Besparelse på 1 mio. kr. fra 2025 for Musikkens Hus ændres til en halv mio. kr.
  • Aalborg Symfoniorkester skal spare en halv mio. kr. fra 2025.
  • Springeren - Maritimt Oplevelsescenter skal ikke spare i 2025, men reduceres til 0,450 mio. kr. fra 2025 og frem.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden