Så fandt de omsider den unge tysker i “Badehotellet”

TV-DRAMA - “Badehotellet” - 9. sæson, 4. afsnit

Så dukkede han endelig op, den blonde, blåøjede tysker på en dårlig telefonforbindelse fra Harzen. Det var ikke synderligt overraskende, og hele konstruktionen om hvem, der har sendt hvem ulæste breve, hvor længe og til hvilken adresse, skal vi vist ikke forske for dybt i.

Men nu er vejen banet til, at de unge forældre kan finde i hinandens arme … altså med mindre forløsningen skal trækkes ud med en “rejste du til mig, jamen jeg rejste til dig”-forvikling, som telefonsamtalen godt kunne lægge op til.

Få hinanden skal de nu nok.

Balladen om Weyses familiære relation til Sarah har mestendels været kedelig gennem hele sæsonen. Og det hjælper ikke, at der bliver hældt en gang falden på halen, cykleri på stranden og “åh, nej, min kone er alene sammen med skørtejæger-sagføreren” ud over afsnittet.

I lyset af hvem, der har sovet med hvem og i hvilke sammenhænge over de seneste mange sæsoner, er det virkelig svært at se, at nogen af de involverede skulle have moralske kvababbelser på den konto.

Hvor heldigt, i øvrigt, at presseetik ikke var højt på dagsordenen i sommeren 1945, for ubekræftede beskyldninger af den slags, som Weyse fik sagt ind i den mikrofon, ville næppe været blevet videreformidlet i dag. Men vi antager, at det blev sendt, og at lille Sarahs bedsteforældre får deres penge igen, og at alt også bliver godt på den front.

Den dameglade advokat i Jens Jørn Spottags skikkelse virker ikke synderligt nedslået over, at han ikke fik nedlagt fru Weyse. Foto: Mike Kollöffel/TV 2 Mike Kollöffel/TV 2

Anderledes spændende er Andreas Jebro som eks-agent Villumsen. Hans fumlende og kluntede spiontype fra sidste sæson er blevet mærket af oplevelserne under krigen, og det gør ham meget mere interessant og uforudsigelig at følge. Ja, ikke det, at han kommer til at danne par med Bertha. Den del lå ligesom i kortene fra starten af sæsonen. Men forhåbentlig siger han ja til Mortens tilbud om at hjælpe i flygtningelejrene, for en martret og hårdt prøvet Villumsen er at foretrække for en farceagtig bagatel.

Detaljen med, at han pludselig kan huske en stemme, han kortvarigt har hørt for flere år siden under særdeles anstrengende omstændigheder, forekommer lidt vel bekvem. Men pyt. Hvis det kan få sat en form for forløsning på grevens fejde med sin mors mand, så tilgiver vi det nok.

En lille særskilt rose skal sendes til Asger Reher i rollen som Sarahs morfar. Han gør ikke meget væsen af sig, men får elegant underspillet formidlet den europæiske jødiske ånd, som efter årtier på flugt nu har overlevet endnu en pogrom med et “det skal nok gå”.

Saras jødiske morfar (Asger Reher) virker inspirerende fortrøstningsfuld, selvom hans penge tilsyneladende er forduftet. Foto: Mike Kollöffel/TV 2 Mike Kollöffel/TV 2

Og præcis den håbefulde ro spejles af Bodil Jørgensens Molly, som bliver ved med at være en lise i serien, når slapstick og melodrama kommer til at fylde for meget.

Dybest set ved jeg ikke, om der egentlig findes mennesker af Mollys slags. Så overbærende, så empatiske, så tilgivende, så evigt fortrøstningsfulde. For naturligvis er hun en koncentrat - som de fleste andre roller i “Badehotellet” - men på papiret burde en, der er så god, være præcis lige så kedelig som dramatisk figur. Det er hun bare ikke, og det er i den grad Bodil Jørgensens fortjeneste, at hun formår at formidle et helt menneske på de få sekunder pr. afsnit, hun får til rådighed.

Nu er der kun et enkelt afsnit tilbage af denne sæson, men udenfor fornemmer man i det stille, at foråret er på vej … og med det bebudelsen af en sommer, der vejrmæssigt minder bare lidt om det, vi ser i “Badehotellet”.