Hvis du er på udkig efter en helt unik oplevelse, skal du ikke snyde dig selv for Børglums Stemmer. Det er en gennemført spændende og topprofessionel forestilling i rammer, der ikke findes mage til, og som på allerbedste måde spiller sammen med og op til de seks historiske personer, vi som vandrende publikum møder på turen gennem kirke og køkken, gennem kirkegård og have.

I seks tidsbilleder mødes usædvanlige menneskeskæbner og historier med 1000 års historisk vingesus på bakken med det vide udsyn over landskabet.

Vi starter med forfatteren Knud Sørensen, der en sen oktoberaften på køretur med sin familie opdager, at Børglum Kloster, der ellers plejer at ligge synlig for enhver på toppen af sin bakke, er forsvundet. Pist væk og borte.

Knud Sørensen spilles af teaterleder Kristian Grumme, der perfekt får os til at tro, at denne jordbundne landinspektør vitterligt har oplevet dette: at klosteret ikke var der, hvor det skulle være. Han kan næsten ikke selv tro det, men vi hopper på den.

Tuen går videre til køkkenet, hvor vi møder den pylrede og frysende H. C. Andersen, eminent skildret af Kristian Halken. Men trods genvordigheder, maveonder, ondt i halsen og den evige frygt for latterliggørelse, får vi også et glimt af digterens eventyrlige inspiration.

Udenfor i blæsten møder vi Gudrun Elisabeth Rottbøll, mor til Mik, der som modstandsmand under besættelsen blev likvideret i 1942. Sonja Oppenhagen skildrer moderkærlighedens inderste væsen og sorgen så tung, at tåren i øjenkrogen hos tilskueren ikke kun skyldes vinden.

I urtehaven går Frederikke Rosalie Rottbøll (Laura Bro) sortklædt, sorgfuld og ensom rundt. Hun længes efter det glade København, hvor hun voksede op, inden hun som 20-årig blev eksporteret til det fjerne Børglum og måtte nøjes med sin ensomme pligt som frue på klosteret. Husbonden er fraværende, han passer en politisk karriere i hovedstaden. En uretfærdig geografisk fordeling, må Rosalie sande, da hun endelig har fået sat driften af klosteret i system og orden, og der ikke er mere at gøre.

Og til kvinder, der mister det sidste formål, de har at klamre sig til, er der kun steder som Montebello i Helsingør tilbage, og der slutter hendes liv.

Mere muntert er mødet med Marie Triepcke, (Marie Reuther), der er maler, og drog til Paris sammen med Anna Ancher. Hjemme i København er hun dødtræt af beundrende blikke - ikke for sine kunstneriske evner, men for sit yndige udseende, der nok kan snyde en og anden, for damen har et viljestærkt temperament.

Hun søger tilflugt på Børglum Kloster og gemmer sig med sit staffeli og sit grej bag de store træer i haven. Herfra iagttager hun omgivelserne med kunstnerens blik for farver, former og detaljer, og her kan hun uset kæmpe med sin kunst i fred for utidigt nysgerrige blikke.

Vi slutter vandringen med en rigtig gyser. På turens sidste tidsrejse møder vi Frederik Kiær de Kiærskiold. Han var født i beskedne kår, men via job på klosterets godskontor, gennem spekulation med skattekorn og ejendomshandel kom han til penge, så han kunne købe Børglum Kloster.

Han var en hård hund og en gennemført ondskabsfuld bandit, uden forsonende træk, heller ikke når han efter sin død optræder udenfor sin egen tid som spøgelse. Et usympatisk et af slagsen, kraftfuldt spillet af Preben Kristensen, så vi både gyser og griner, inden han forsvinder ned ad bakken med det sortklædte kor efter sig, og går i ét med den gulnende kornmark.

Alle seks tidsbilleder og fortællinger rammes ind af diskret musik og korsang, der blander sig med vindens susen i de høje træer og omkring hushjørnerne på de hvidkalkede bygninger.

Det er svært, selv med mikroskop, at finde en mislyd eller en plet på den bedrift, det er at få så mange elementer og så megen logistik til at spille perfekt sammen til en helhed, der træder frem, selvom der er tale om nedslag i vidt forskellige skæbner fra de seneste 400 år af klosterets historie.

Klosteret selv er det samlende element, og det er genialt godt set af teaterleder Kristian Grumme at lægge årets forestilling her. Man kan kun håbe, at det ikke er sidste gang, han finder et nordjysk udgangspunkt for sit spændende projekt med at fortælle historier i historiens egne omgivelser.

Og hurra for familien Rottbøll, der med åbne kulturelt favnende arme tager imod både teater og publikum, og altid er god for tilbud om specielle oplevelser - som i denne sommer, hvor vi bl.a. har kunnet opleve den flotte udstilling med serigrafier og plakater af Andy Warhol.

Du kan stadig nå udstillingen indtil 27. august, mens Børglums stemmer spiller indtil 3. september.