Alle elsker en kvinde, der siger fra - lige indtil hun siger fra overfor dem

Sanne Søndergaard leverer tætte byger af skarptslebne pointer, der flytter hendes tilskuere

Ved at bryde med det danske stand-up-miljø - ”der, hvor glæden lægger sig hen for at dø” - har Sanne Søndergaard skabt sin helt egen genre. Foto: Bente Poder

Ved at bryde med det danske stand-up-miljø - ”der, hvor glæden lægger sig hen for at dø” - har Sanne Søndergaard skabt sin helt egen genre. Foto: Bente Poder

AALBORG:- Alle elsker en kvinde, der siger fra - lige indtil det øjeblik, hvor det er dem, hun siger fra overfor...

- Kvinder dør for tidligt, fordi samfundet slet ikke er indrettet på dem. Mænd dør for tidligt, fordi de er nogen idioter.

- Nej, jeg har ikke dårligt selvværd. Jeg har et dårligt andres-værd!

De skarptslebne pointer falder - som altid - i tætte byger hos Sanne Søndergaard, der onsdag aften besøgte Skråen i Nordkraft i Aalborg med showet ”Selvsær”.

Men i virkeligheden er det ikke det næste hurtige grin (og da slet ikke de nemme point), der driver hende (og publikum) igennem det nyeste show, ”Selvsær”, men noget så - skulle man umiddelbart tro - kedeligt som et budskab. Blandt meget om at holde meget nøje øje med de mange mekanismer, der omhyggeligt har sørget for og stadig sørger for at stille kvinder dårligst. For eksempel når kvinder bliver socialiseret til altid at skulle bevare den gode stemning. For så er mænd nemlig fri for det og kan gøre, som det passer dem.

Ud fra et yderst målrettet opgør med det danske stand-up-miljø - ”der, hvor glæden lægger sig hen for at dø” - har Sanne Søndergaard konstrueret sin helt egen genre, ”flying comedy”, på en meget personlig blanding af stand-up, velformuleret foredrag, velskrevet kronik, konkret viden (med navne, steder og årstal) og kommenteret seksualundervisning.

- Drenge får at vide, at kvinde har erogene zoner, som kan være brystvorter, ”så i 90’erne var der mange unge mænd i Midtjylland, som lå og hev i mine, som om de prøvede at finde Radio Luxembourg på en gammel radio, bemærkede Sanne Søndergaard. Foto: Bente Poder.

- Drenge får at vide, at kvinde har erogene zoner, som kan være brystvorter, ”så i 90’erne var der mange unge mænd i Midtjylland, som lå og hev i mine, som om de prøvede at finde Radio Luxembourg på en gammel radio, bemærkede Sanne Søndergaard. Foto: Bente Poder.

Det sidste dækker hun ind ved at trille en næsten to meter høj plastic-model (på hjul) af de kvindelige nydelsesorganer ind på scenen - ”vandreklitten”, som hun kalder den. Blandt meget andet bliver den brugt til at anskueliggøre, hvorfor gængs penetrations-sex er så dårlig for kvinders nydelse.

Men det har seksualundervisning heller aldrig handlet om. Den har handlet om, hvad der kan være godt og rart for mænd - mens kvinder har fået at vide, at ”det godt kan gøre ondt de første par gange”.

Det siger noget om Sanne Søndergaards helt særlige tilgang til tilværelsen - et sted mellem virkeligt morsomme iagttagelser og dyb alvor - at hun kan slippe af sted med få noget både morsomt og tankevækkende ud af noget så aldeles rædselsfuldt som en trussel pr. sms: ”Vi kommer og voldtager dig, smukke Sanne (blinke-smiley)”.

På den ene side er Sanne Søndergaard eminent til at nagle en konkret, gerne akavet situation.

På den anden side vil hun også altid et sted hen med sit virvar af observationer og holdninger. For eksempel at det vidner om manglende respekt, at det åbenlyst ikke er nok for kvinder at sige, at der er noget, de ikke kan lide. Konkretiseret ved en kæk sms-bemærkning fra de første dating-dage med hendes nuværende kæreste - en besked med en tone, som hun ikke kunne lide. Og som hun siden er blevet fri for. Tænk hvis det var så indlysende let altid.

Aftenen igennem kredser Sanne Søndergaard - ikke uden grund - om, at hun benytter sig af tre slags forsvarsmekanismer: Skjold, spejl og fissejokes.

På vej ud fra ”flying comedy”-showet bemærker en af de andre tilhørere, at ”jeg føler virkelig, at jeg har fået noget med hjem. Noget summemateriale”. Det er svært at undgå.

For undervejs når man at blive skiftevis forstemt (over frygtelige situationer), opmuntret, bekræftet, udfordret og ikke mindst flyttet. Og dét kan man ikke ligefrem påstå om den stand-up-scene, som Sanne Søndergaard har forladt.

P.S.:Lige en hurtig bemærkning mere fra hendes store lager: Egentlig er Janteloven jo i sig selv et brud på Janteloven - den tror, at den er noget. Selv vores smålighed har storhedsvanvid.

Og én mere: Jeg er aldrig selv blevet krænket af Naser Khader. I hvert fald ikke af andet end hans tilstedeværelse i dansk politik.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden