Skal jeres kys foreviges? Teater Nordkraft søger elskende statister

Tag din kæreste, søskende, bedste ven eller bedstemor med til filmoptagelse i efterårsferien - det behøver ikke være lige lidenskabeligt det hele, men der skal kysses

Ny forestilling instrueret af Thomas Hwan - af mange kendt som Alf fra Bedrag - skal sælges til publikum med en filmtrailer med elskende. Foto: Scanpix

Ny forestilling instrueret af Thomas Hwan - af mange kendt som Alf fra Bedrag - skal sælges til publikum med en filmtrailer med elskende. Foto: Scanpix

AALBORG:Hvem elsker du højest? Hvad er din største kærlighed? Hvem redder dig fra ensomhed, spørger Teater Nordkraft i sin kommende forestilling, hvortil de søger 35 statister i alle aldre til at indspille en trailer for forestillingen.

Alle deltagere skal være klædt i sort og agere gæster til en begravelse i Sankt Markus Kirke i Aalborg i forbindelse med filmoptagelser. Teatret vil i den forbindelse gerne finde så mange som muligt, som allerede er tætte på hinanden, fx par, familiemedlemmer eller gode venner, da de har brug for statister, der kan holde om hinanden til begravelsen - nogle må også meget kysse hinanden lidenskabeligt.

Filmtraileren skal reklamere for den store teaterproduktion DEKALOG, der har premiere på Teater Nordkraft 11. december. En forestilling baseret på Krzysztof Kieslowskis 10 film DEKALOG, der trækker Bibelens 10 bud ind i almindelige hverdagsdilemmaer – ifølge teatret for at vise, at evigheden og kærlighedsevangeliet ikke tilhører religionen eller magthaverne, men bor lige her imellem os hver eneste dag.

Teater Nordkraft har betalt for de fulde rettigheder til Kieslowskis oprindelige noveller, og instruktør Thomas Hwan har skrevet et helt nyt manus til forestillingen, hvor de ti historier er klippet sammen i en sørgmunter multiplot-historie om død, erotik og kærlighed.

Instruktør på forestillingen er Thomas Hwan, af mange kendt som Alf i DRs "Bedrag". Foto: Natascha Rydvald for Det Kongelige Teater

Instruktør på forestillingen er Thomas Hwan, af mange kendt som Alf i DRs "Bedrag". Foto: Natascha Rydvald for Det Kongelige Teater

- Forestillingen handler om hvor tragikomisk livet er; man kan have fantastisk, jordskælvende sex med sit livs elskede om morgenen, stor-hulke til sin bedste vens begravelse om eftermiddagen og alligevel stå og stege frikadeller til sine børn om aftenen. Og så laver ens kone en bule i bilen på vej hjem. Og det var bare tirsdag. Vores tilværelser er flettet sammen af det almindelige og det storslåede – og gråd og latter bor lige ved siden af hinanden, siger Thomas Hwan, der håber at statister i alle aldre og former vil medbringe den / dem, de elsker højest.

– Det kan både være en kæreste, en bedste ven eller en hamster. Kærligheden og sorgen findes i alle farver, former og skikkelser, og det håber vi på at kunne fange på film. Med et glimt i øjet, siger han.

Alle optagelser foregår under kontrollerede forhold i forhold til coronavirus; produktionsholdet sikrer hygiejne og at alle deltagere holder social afstand.

Optagelserne kommer til at foregå Sankt Markus Kirke i Aalborg tirsdag 13. oktober fra kl. 16.

Alle interesserede kan tilmelde sig statistoptagelserne ved at sende et vellignende foto og en kort motivation til helen@teaternordkraft.dk.

Teater Nordkraft opfordrer par og familiemedlemmer til at tilmelde sig sammen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.