Skuffende og hurtig glemt TV 2-julekalender

Videnskabsformidlingen udeblev fra dramaet, så vi blev spist af med udkogte klicheer og plothuller på størrelse med gasgiganter

Det blev jul på AstroCamp. Nøøj. Hvem kunne have gættet det? Foto: Christian Geisnæs/TV 2 <i>Christian Geisnæs/TV 2</i>

Det blev jul på AstroCamp. Nøøj. Hvem kunne have gættet det? Foto: Christian Geisnæs/TV 2 Christian Geisnæs/TV 2

TV-DRAMA - “Kometernes jul” - afsnit 13-24

Der var faktisk én sekvens, der fungerede overbevisende i sidste halvdel af TV 2’s familiejulekalender. Det var i afsnit 17, hvor de 19-årige udgaver af Mie og Johannes crasher en fest i spejderhytten.

Det var, som om både forfatter, instruktør og skuespillere var langt mere på hjemmebane her - med teenagere og forelskelser og jalousi og den slags - og det resulterede i nogle scener, hvor man for en enkelt gangs skyld kunne tro på, hvad der skete på skærmen.

Og hvor meget det end ærgrer mig at måtte fremhæve det, så stod sommerhus-sekvensen i skærende kontrast til stort set alt andet i serien, hvor jeg aldrig nåede ud over opfattelsen af, at her er nogle skuespillere, der siger nogle replikker efter hinanden, mens de går rundt i en uspændende og aldrig overraskende handling.

I teorien er ambitionen bag “Kometernes jul” imponerende.

Både små og lidt større børn og deres forældre skal gribes af en fascinerende og rørende historie om sympatiske og vedkommende mennesker, der vikles ind i videnskabelige indsigter og landvindinger … og når hjem til jul - klogere og mere vise, end da historien begyndte. Og så skal seerne gerne få vakt deres nysgerrighed og interesse for naturvidenskab i processen.

Men efter min bedste overbevisning sætter resultatet sig pladask midt mellem alle stolene.

Panda-Søren (Martin Greis-Rosenthal, th.) fik en ny striksweater med en rumnisse i stedet for en panda. Foto: Christian Geisnæs/TV 2 <i>Christian Geisnæs/TV 2</i>

Panda-Søren (Martin Greis-Rosenthal, th.) fik en ny striksweater med en rumnisse i stedet for en panda. Foto: Christian Geisnæs/TV 2 Christian Geisnæs/TV 2

Hvis man er i målgruppen og altså har brug for at få vækket interessen for og appetitten på naturvidenskab generelt, bliver man spist af med nogle halv- og helmagiske maskiner og krystaller og behårede rumnisser, der kan trylle dig rask, hvis du bliver syg eller såret.

Til gengæld får man todimensionelle roller i forudsigelige handlinger, som japper sig gennem de obligatoriske 24 afsnit.

Jeg håber så inderligt, at nogle fra målgruppen har fået klikket sig ind på videnskabsår22.dk, hvor der bliver gjort et ægte forsøg på at vise og formidle den reelle videnskab, som “Kometernes jul” næsten målrettet styrer uden om. Der er ikke så mange røgmaskiner og blinkende dioder som på teleportationsaggregaterne. Til gengæld er der masser af den spændende naturvidenskab, der burde have optrådt som andet end sporadiske rekvisitter i dramaserien.

Ser vi isoleret på “Kometernes jul”, skal serien ikke bære hele ansvaret for at være overfladisk og uengagerende. På det punkt skriver den sig ind i en desværre alt for lang række af sekunda-drama i familiejulekalender-sammenhæng.

Det er som om, der er blevet etableret en konsensus om, at familiejulekalenderen endelig ikke må udfordre konventionerne. Det må aldrig blive noget, der bare minder om rigtig farligt. Der skal være nogle fjollede voksne - og også et par onde voksne, der er skurkene - og så skal der absolut være et luciaoptog i afsnit 13 og mindst et afsnit, hvor nogen bager, og et, hvor nogen klipper julepynt. Og så skal det ende ubetinget godt for alle i afsnit 24 … måske med undtagelse af en eller flere af de onde voksne.

Det er en ærgerlig undervurdering af publikum, som sagtens kan håndtere at blive udfordret mere - meget mere - selv helt ned i alder til de mediekyndige rollinger i indskolingen.

Jeg kunne også have ønsket mig, at der måske var blevet brugt færre ressourcer på papmache-grotterne på Planet 9 og de onde, onde blå juletræer i FlyCorps hovedkvarter - og så lidt flere på at gøre rollerne vedkommende.

Og så mangler jeg stadig en forklaring på, hvorfor hulen nogen skulle have bygget en alderskalibrator ind i teleportationsmaskinerne til at begynde med. Hvilken funktion skulle sådan en anordning tjene? Og hvorfor er det nu egentlig lige, at børnene tager en så tårevædet afsked med rumnisserne? Nu står begge apparater jo fuldt funktionelle, så der er vel ingenting i vejen for, at de kunne besøge hinanden hver weekend, hvis det var.

Hvorfor den tårevædede afsked til 9serne? De kan jo besøge hinanden når som helst nu. Foto: Christian Geisnæs/TV 2 <i>Christian Geisnæs/TV 2</i>

Hvorfor den tårevædede afsked til 9serne? De kan jo besøge hinanden når som helst nu. Foto: Christian Geisnæs/TV 2 Christian Geisnæs/TV 2

Den slags ville jeg ikke have synderlige problemer med, hvis “Kometernes jul” havde handlet om jordnisser eller engle eller noget andet magisk, religiøst trylleryllerolleri, men i denne sammenhæng er det noget hø. Og hvis ikke engang serieskaberne gider tage videnskaben alvorligt, hvorfor pokker skulle deres seere så?

“Kometernes jul” er som nævnt optakten til Videnskabsår22. Jeg håber sandelig, at resten af projektet bliver noget mere vedkommende.

  • “Kometernes jul” - afsnit 13-24
  • Hovedforfatter: Jenny Lund Madsen
  • Instruktør: Ask Hasselbalch
  • TV 2, 24. december, og TV 2 Play

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.