Sort Sol

Det var meget passende at den sol, der havde velsignet lørdagen sidst på dagen, stod til at blive afløst af et noget mere gråmeleret vejrliget udtryk.

For tågen stod tykt i den store sal, da man ankom til Musikkens Hus, og man skulle lige bruge fem minutter til at lokalisere Steen Jørgensen, Thomas Ortved, Lars Top-Galia og så de faste lejesvende bassist Anders Christensen og guitarist Manoj Ramdas, der disse år udgør Sort Sol.

Hvorfor Sort Sol er taget på turné står lidt hen i det uvisse, da der denne aften ikke kom forvarsel om ny musik, eller nødvendigheden med det hele. Det hele var hørt før. Og bedre. Langt bedre.

For nok har Sort Sol haft fart og lyd på, men der har altid været en stringens i udtrykket der har bundet det hele sammen. Guitarmassen har været fyldig, men altid passende.

Lørdag aften var det som Top-Galia i et eller andet forsøg på at finde en mening på, hvorfor han stod på den her scene og spillede de eksakt samme sange han har spillet hundrede gange før, brugte halvanden time på fyre guitarlicks af.

Bare lidt mere besværet og uinspireret. Som et rutinemæssigt lørdagsknald i et langt ægteskab.

Og når lyden i Musikkens Hus af en eller anden grund ikke er skabt til kartoffelrock så blev det hele til omgang usammenhængende bulder og brag. Men det var lige så givende som et konfettirør til en begravelse.

Desværre gik det ud over danske rock klassikere som ”Popcorn”, ”Dog Man Star” og ”Daughter Of Sad” der i alt deres fremdrift også indeholder et melodiøst overskud. Det overskud var bare ikke taget med til Aalborg. I stedet var kasseapparatet tomt. For det blev konsekvent smækket i.

”Siggemund Blue” er så god en sang, at den næsten ikke kan ødelægges og det lykkes da heller ikke for skaberne af den.

Og …”Like a Trance Like” viste at Steen Jørgensen, der i 90erne ubestridt var det her lands bedste rocksanger, nu befinder sig bedst som mørkemands crooner, når han får pladsen og musikken til det.

Det hele var tåget, distanceret og lettere meningsløst.

Bevares, ingen havde forventet at Sort Sol har deres bedste dage foran sig, men var det her sidste gang de gæstede Aalborg, så bliver nok ikke fældet mange tårer over det. Da slet ikke af de fem på scenen.