Smuk og stille sejltur gennem et imponerende stykke Sveriges-historie
En rejse med M/S Juno byder på smukke landskaber, spændende historiske steder, masser af sluser samt ro og fred til sjælen - og noget godt til ganen
Landskabet glider stille forbi os. Smukke efterårsmarker, masser af træer, klipper og hist og her huse. Gerne røde og bygget af træ. Vi er i Sverige.
Den dumpe rytme fra skibets dieselmotor akkompagneres af lyden af vandet, der stille gennemtrænges. Vi sejler nok omkring otte knob, og rejsemakkeren og jeg sidder på brodækket på M/S Juno og spiller Kasino.
Skønt spillet ofte afbrydes, da vi helst ikke vil gå glip af for meget af den smukke udsigt. Og lige om lidt skal vi i øvrigt passere en sluse.
Det er "slow travel", der vil noget, det her, og vi er godt nede i gear.
Vi befinder os på verdens ældste registrerede skib med overnatningsmuligheder. M/S Juno blev bygget i 1874. Gennemgik en omfattende ombygning i 1904. I 1956 blev dampmaskinen erstattet med dieselmotorer, og hun fik sit nuværende udseende i 1963.
Skibet har altså haft 150-års fødselsdag, så hun er bygget i en tid, hvor man enten brugte mindre plads, eller mennesker generelt var mindre.
Så man skal kunne lide charmen ved, at det er lidt trangt og småt. Og at være forholdsvis tæt sammen med sine medpassagerer.
På vores tur var vi 37 gæster. Fire danskere, to amerikanere, to nordmænd, 10 tyskere og 19 svenskere. Dertil en 13 m/k stor besætning.
Lad det være sagt med det samme. Det er en fantastisk oplevelse at glide gennem det svenske landskab. I ro og mag, med fortrinlig forplejning og endda med indtil flere muligheder for at komme i land og spadsere og opleve seværdigheder. Og selvfølgelig socialisere med de andre gæster.
Det vender vi tilbage til. For først lidt historie.
58.000 soldater og 58 sluser
Historien om Göta kanal er mildt sagt imponerende. Jeg vil anbefale enhver interesseret at dykke dybere ned i den, men forholdsvis kort fortalt er Göta kanal et af Sveriges mest ambitiøse infrastrukturprojekter og et karakteristisk symbol på landets industrialisering i begyndelsen af 1800-tallet.
Kanalen løber cirka 190 kilometer tværs over det sydlige Sverige fra Sjötorp ved Vänern til Mem ved Østersøen og har 58 sluser, der gør det muligt at overvinde landskabets højdeforskelle.
Den forbinder søer og floder og udgør den vigtigste del af den 614 kilometer lange vandvej, som går fra Göteborg via Göta älv og Trollhätte kanal, og gennem de store søer Vänern og Vättern til Söderköping ved Østersøen.
Byggeriet begyndte i 1810 efter godkendelse fra kong Karl XIII og den svenske stat. For at klare det enorme arbejde blev omkring 58.000 soldater udkommanderet, og i alt blev cirka 87 kilometer gravet i hånden med spade og skovl.
Efter 22 års arbejde blev kanalen officielt åbnet 26. september 1832. Den skulle lette transporten af varer såsom jern og træ, forbedre forholdene for handel mellem Østersøen og Vänern og reducere afhængigheden af den danske Øresundstold.
I praksis blev den dog hurtigt udfordret af den nye jernbane, der fra midten af 1800-tallet var langt hurtigere til at transportere gods.
Men i dag er Göta kanal en vigtig del af svensk kulturarv og turisme, hvor tusindvis af sejlere og cyklister hvert år oplever kanalen, dens slusemiljøer og de historiske landskaber langs strækningen.
Spændende sluser
Og det var netop, hvad vi gjorde på turen sidst i august.
Vi var afsted på '"Den klassiske kanalrejse på Göta Kanal med M/S Juno" mellem Stockholm og Göteborg. Denne klassiske rejserute har været opretholdt, siden rederiet blev grundlagt i 1869.
Det er fire dage og tre nætter med fuld forplejning - hvilket vil sige tre gange morgenmad, fire gange to-retters frokost samt tre gange tre-retters middage.
En stor del af turen er at opleve de mange sluser. Jeg vidste slet ikke, at jeg synes sluser er spændende, men det var sjovere end ventet. Det er vildt med vandet, der bruser i ørene. Det er et spændende ingeniørarbejde, og ret fascinerende, hvordan man kan styre vandets niveau.
Der var noget arbejde på en sluse på vores tur, så vi sejlede mere i den Stockholmske skærgård end normalt. Det var nu ikke så ringe, sagt på nordjysk, for den er rigtig, rigtig flot, den skærgård.
Mens vi sejlede ud, blev der holdt et godt halvanden time langt intromøde. Hvor vi dels fik lidt historie om ruten og skibet, dels også alle de praktiske oplysninger, man skal kende til ombord på skibet.
Samt en gennemgang af dagens program. Sådan en gennemgang får man alle dage, og det er dejligt, for der er faktisk ret meget, man kan se og opleve - og det er med at time, hvilke seværdigheder man gerne vil se. Enten fra vandsiden, når man passerer dem, eller på land, hvor der er mulighed for at gå fra borde.
Stemningsfuld spisesalon
Som nævnt er alle måltider med i pakken, og de udgør egentlig en ganske stor del af oplevelsen på turen.
Man sidder nemlig ved samme bord sammen med de samme mennesker ved alle turens måltider.
Vi var blevet placeret med de to andre danskere, og det var jo praktisk rent sprogligt, men det gør også, at man kommer ekstra tæt på lige dem.
Jeg vil ikke være overrasket, hvis mange danner gode venskaber på sådan en tur. Vi kom i hvert fald tæt på vores bord-makkere.
Selve maden var ret lækker. Og noget direkte imponerende. Meget var fra havet, så det er godt at være glad for fisk og skaldyr.
Morgenmaden var hver dag buffet med masser af pålæg, røræg, bacon, pølser og meget mere. I det hele taget dejlig. Jeg vil ikke opremse alle måltider, men vi blev blandt andet diverteret med skinke, laks, rejer, flæskefilet med kartoffelkroketter og svampe/cognac-sauce. Kyllingebryst med basilikumcreme, andebryster stegt til perfektion og sommerdrøm, der dækker over jordbær med is og lemoncurd.
Derudover var der dagligt kaffe og kage ud på eftermiddagen. Det går ikke at være i Sverige, uden at "fika".
Øl og vin er for egen regning, og der er et fint afregningssystem, så man kan vente til sidst på turen med at punge ud.
Seværdighederne
Et par lavpraktiske tips, der er gode at give videre, er, at der er trængt i kahytten - men det får man også at vide inden turen - så pak let.
Det kan godt være lidt køligt på vandet, så brug gerne lidt af pladsen på varmt tøj. For meget af tiden er godt givet ud på brodækket. Myggemiddel havde jeg glemt, men det havde været rart.
Som nævnt er det flere gange på turen muligt at komme i land og se blandt andet Vreta klosterruin og kirke, Götakanalens hovedstad Motala, Karlsborg fæstning, Forsvik med kanalens ældste sluse fra 1813 og Kanalmuseet i Trollhättan.
Det kan på det varmeste anbefales. Dels er det spændende steder, dels er det rart at få rørt sig lidt også.
For mig var især Vetra Kloster Kirke og Karlsborg spændende. Jeg kunne især godt have brugt mere tid ved klosterruinerne.
I det hele taget kunne jeg godt have brugt en dag mere, for man kommer helt ned i tempo på den tur - og det er altså noget, der er eftertragtet i disse digitale og travle tider.
Nordjyske var inviteret af Rederi AB Göta Kanal. Kilder til historisk fakta: www.gotacanal.se og Wikipedia
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.