Sølle start på TV 2s julekalender - men det bliver en smule bedre

Nordjyskes anmelder klager over for meget fjolleri og for lidt seriøs videnskab i "Kometernes jul"

De fire hovedroller, Johannes (Oscar Dietz, tv.), Mie (Alice Finn Caspersen), Elias (Bertil Karlshøj Smith) og Noor (Shireen Rasool), foran teleportations-aggregatet. Foto: Christian Geisnæs/TV 2 <i>Christian Geisnæs/TV 2</i>

De fire hovedroller, Johannes (Oscar Dietz, tv.), Mie (Alice Finn Caspersen), Elias (Bertil Karlshøj Smith) og Noor (Shireen Rasool), foran teleportations-aggregatet. Foto: Christian Geisnæs/TV 2 Christian Geisnæs/TV 2

TV-DRAMA - “Kometernes jul” - 1. afsnit

Som udgangspunkt kommer der sjældent noget godt ud af at lave fiktion med et særligt undervisende eller opdragende formål.

Så forventningerne var i bund, da jeg tog hul på årets tv-julekalender fra TV 2 med bevidstheden om, at den er blevet til med tilskud fra en masse fonde, der har givet en masse penge med det formål, at flere børn skal begynde at interessere sig for naturvidenskab.

Ambitionen er smuk. Men, men, men …

Baseret på et gennemsyn af de første fem afsnit er det virkelig svært at finde begejstringen. Hvis man endelig skal finde noget positivt at sige, må det være, at det bliver gradvist bedre henover de første fem decemberdage. Men det betyder samtidig også, at udgangspunktet er virkelig sølle.

Opskriften for det første afsnit er givet på forhånd: Introducer os til de vigtigste roller, til det miljø, de eksisterer i, og til seriens centrale udfordring. Og det er faktisk meget at klemme ind på 20 minutter. Men den del slipper “Kometernes jul” hæderligt fra.

De fire hovedroller, Elias, Noor, Mie og Johannes, er 12-13 år og skal sammen med en flok jævnaldrende tilbringe to uger på “astro camp”, hvor de skal lære om naturvidenskab.

De kommer på afveje i et forsøg på at snyde i et orienteringsløb og finder - uden at vide, hvad det er - en teleportations-anordning i en kælder. Mie og Johannes transporteres til et andet sted og er på forunderlig vis blevet en 6-7 år ældre i processen.

Bolette-Henriette (Søs Egelind) og Panda-Søren (Martin Greis-Rosenthal) skal få børnenes øjne op for naturvidenskabens fantastiske verden. Foto: Christian Geisnæs/TV 2 <i>Christian Geisnæs/TV 2</i>

Bolette-Henriette (Søs Egelind) og Panda-Søren (Martin Greis-Rosenthal) skal få børnenes øjne op for naturvidenskabens fantastiske verden. Foto: Christian Geisnæs/TV 2 Christian Geisnæs/TV 2

De fire skuespillere (ja, okay, seks skuespillere, for Mie og Johannes optræder både i 12-årige og 19-årige udgaver) kæmper med at finde sig til rette i rollerne … yderligere udfordret af nogle replikker, der kun i meget ringe grad minder om, hvordan børn taler i virkeligheden.

Søs Egelind spiller Søs Egelind, når hun skal være “sjov”. Det gør hun godt. Hun er sjov. Ingen tvivl om det. Også uden at det havde været nødvendigt at udstyre hendes rolle med det anstrengt-humoristiske navn Bolette-Henriette. Castingvalget er bombesikkert og set så mange gange før, at vi kan forudsige hendes reaktioner og næsten også hendes replikker på kilometers afstand.

Søs Egelinds datter, Molly Egelind, optræder kun ganske kort i første afsnit som forskeren Anna. Hun får betragteligt mere skærmtid over de kommende afsnit, og det udnytter hun glimrende.

Som anmelder strækker jeg mig gerne langt for at undgå spoilers, så man som medseer kan bevare spændingen og ikke får for meget præsenteret på forhånd. Men i denne omgang kan det vist være lige meget. De små overraskelser, der i fortællingen gradvist bliver afsløret lidt efter lidt, får vi udpenslet godt og grundigt i introsangens tekst, i billederne, der vises, mens den spiller, og i TV 2s massive markedsføring.

Så jeg træder vist ingen over tæerne ved at sige, at der er noget med en fremmed planet og nogle behårede væsner. Og baseret på stemningen i serien indtil videre tør jeg også godt slå fast, at det bliver jul til sidst.

Science fiction som genre har bestemt potentialet til at tænde nogens interesse for naturvidenskab. Men jeg tror, at det som minimum kræver, at fiktionen tager sig selv seriøst. Serie-universer som Star Trek og Stargate har i forgangne årtier inspireret fremtidige ingeniører og astrofysikere. Men jeg tvivler på, at Muppet Shows Pigs in Space har fået nogens øjne op for, hvor fantastisk naturvidenskab er. Og det tyder desværre på, at det er der vi er på vej hen med “Kometernes jul”. For meget fjolleri og for lidt seriøs videnskab.

En trist Tycho Brahe pakket ind i julehat, gran og kulørte lamper. Foto: Christian Geisnæs/TV 2 <i>istian Geisnæs/TV 2</i>

En trist Tycho Brahe pakket ind i julehat, gran og kulørte lamper. Foto: Christian Geisnæs/TV 2 istian Geisnæs/TV 2

I en af de første scener i 1. afsnit ankommer børnene til observatoriet i Botanisk Have i København. Ude foran ser man statuen af Tycho Brahe, og i julens anledning har den gamle stjernekigger fået nissehue på og er blevet indsvøbt i gran og kulørte lamper.

Et eller andet sted bliver det en trist metafor for hele seriens ambition.

Og med al behørig respekt tvivler jeg på, at de unge menneskers interesse bliver vakt for noget som helst - endsige naturvidenskab - ved at nogle muligvis velmenende tv-mennesker pakker budskabet ind i lidt farvede lamper og en julehat.

Der er traditionen tro 23 afsnit endnu. Jeg håber inderligt, det bliver bedre.

  • “Kometernes jul” - 1. afsnit
  • Hovedforfatter: Jenny Lund Madsen
  • Instruktør: Ask Hasselbalch
  • TV 2, onsdag aften, og TV 2 Play
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.