Tv-drama

Støvet har ikke rigtig rejst sig endnu

DR's dramaserie "Når støvet har lagt sigt" har potentiale til at blive meget mere spændende, mener NORDJYSKEs anmelder

Jamal (Arian Kashef) forsøger - indtil videre uden held - at slippe væk fra sin dominerende og brutale storebror.

Jamal (Arian Kashef) forsøger - indtil videre uden held - at slippe væk fra sin dominerende og brutale storebror.

TV-DRAMA - “Når støvet har lagt sig” - 2. afsnit

På den ene side har DR’s seneste drama-serie ikke den klassiske fortællekurve. Vi ved jo, at det med raske skridt bevæger sig hen mod det voldsomme skyderi på restauranten.

I foromtalerne har der været talt om terror, men det har vi sådan set ikke set noget rigtigt bevis for endnu. Vi kender dog nogle af detaljerne om, hvad der kommer til at ske - på et tidspunkt i fortællingen.

Det er på den ene side. På den anden er det meget traditionel socialrealisme. Små mennesker, der mosler rundt i deres små hverdage, beskæftiger sig med deres små (og store) problemer og navigerer i deres liv mere eller mindre begavet.

Det kunne blive banalt og kedeligt, men det er det ikke. Og det skyldes først og fremmest det, der er reglen snarere end undtagelsen i DR’s serier: betonstabilt skuespil.

Selvom Holger (Henning Jensen) ret utvetydigt forsøger at gøre ende på det liv, han har mistet lysten til, forhindres han i det af et effektivt omend halvhjertet personale.

Selvom Holger (Henning Jensen) ret utvetydigt forsøger at gøre ende på det liv, han har mistet lysten til, forhindres han i det af et effektivt omend halvhjertet personale.

Ellers er der godt nok mange roller at holde styr på.

Der er den ufleksible tjener/studerende og hendes datter, der fandt våbenene. Den gamle, syge og livstrætte mand på plejehjemmet. Den hjemløse sofasurfer. Frisøren uden kørekort og hans brutale storebror. Justitsministeren og hendes kone. Kokken, der bliver restaurantejer. Den engagerede klasselærer, hendes vvs-mand og deres svampespisende teenagesøn.

Men det er sjovt at sidde og gætte, hvilke forhold, de allerede har eller sidenhen får til hinanden, og hvordan og hvad de hver især kommer til at have med skyderiet på restauranten at gøre.

Til gengæld er det måske ikke helt nødvendigt med de små lynklip fra skyderiet hele tiden at minde os om, hvad der skal ske. Vi har fanget den, og vi glemmer det ikke.

Der bliver gjort kort proces, da Nikolaj (Peter Christoffersen) overtager restauranten og prompte smider blandt andre Louise (Filippa Suenson) på porten. Foto: Jason/Alami/DR

Der bliver gjort kort proces, da Nikolaj (Peter Christoffersen) overtager restauranten og prompte smider blandt andre Louise (Filippa Suenson) på porten. Foto: Jason/Alami/DR

Den spredte handling gør også, at der ikke er én egentlig hovedhistorie. Og faktiske har serieskaberne formået at gøre hver af de 8-9 parallelle handlinger interessante og vedkommende.

Vi forstår og lever os ind i justitsministerens etiske dilemma. At hun er parat til at ofre vigtige skridt i efterforskningen af de efterladte våben ved flygtningecentret for ikke dermed at få forpurret tredjebehandlingen af sit lovforslag.

Der er lidt vrøvl i replikkerne med statsministeren om valgperioder, for ministre bliver jo netop ikke valgt men udpeget og behøver derfor strengt taget ikke bekymre sig om genvalg. Men der er så små detaljer, at de så rigeligt overskygges af Karen-Lise Mynsters eminente sammenspil med Lotte Andersen.

Filippa Suenson er også helt fantastisk overbevisende som alenemoren, der i den bedste mening og med misforstået hensyn både lyver for sin datter og bebrejder datteren - både direkte og passivt aggressivt - sin egen uformåen ... som studerende, som menneske og som mor.

Det er ikke ligefrem neglegnaskende spændende her i andet afsnit. Men det er engagerende og medrivende, og den intense spænding skal nok komme, når vi kommer tættere på seriens hovedbegivenhed, masseskyderiet på restauranten.

  • “Når støvet har lagt sig” - 2. afsnit
  • Manuskript: Ida Maria Rydén og Dorte W. Høgh
  • Episodeforfatter: Dorte W. Høgh
  • Konceptuerende instruktør: Milad Alami
  • DR1, søndag aften

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.