Svært at nå det hele på den halve tid

Folkeklubben spillede fredag aften i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Foto: Claus Søndberg

Ove Nørhave

Journalist

02. juli 2022 kl. 10:33
Opdateret kl. 20:24

KONCERT: Nogle forfattere - vel nok typisk debutanter - kan næsten ikke få skovlet nok ind i én og samme roman, som om de har svært ved at sortere i ideerne. Samme problem kan godt tynge visse film og tv-serier.

Efter en halv snes år - det meste af tiden helt pænt fremme i første række - er det også, som om Folkeklubben med Kjartan Arngrim som forsanger og meget talende frontfigur har sat sig for at nå det hele på den halve tid.

I løbet af halvanden time skal der helst være plads til flere solide doser slagfærdig værtshus-gemytlighed (ikke mindst i den hånende "Fedterøv") - men der skal også siges noget om den sjette masseuddøen og en forestående atomkrig, der skal citeres lidt fra Salman Rushdie uden nærmere uddybning, og en enkelt linje fra et af H.C. Andersens romanværker (som ikke bliver anbefalet!) skal udlægges, og der falder såmænd også et par spredte bemærkninger om kommissionsarbejde, om musikerne selv ("vi har lavet flere børn, end vi har lavet penge") og om at holde sammen på dette lille land.

I det hele taget er der næsten ingen ende på den hurtige dybsindighed i forbifarten, men inden man kan nå at fordøje mylderet af bemærkninger og sidebemærkninger, klinger det hele ud i massive mængder af stadig højere og hårdere og mere intens guitarrock.

Rent musikalsk ved Folkeklubben næsten heller ikke, hvilket ben man skal stå på - flere sange, ikke mindst "Danmarksfilm", klinger langt væk af Lilholt, store dele af den mest rockende energi låner ikke så lidt fra Gasolin', og i sin tilgang til gadedrengeattitude - og visse dele af sin måde at synge på - er Arngrim ikke uden en vis inspiration fra Kim Larsen. Forsøget på lidt ironisk-sarkastisk distance i flere introduktioner vækker svage mindelser om tv-2.

Selve energien fejler ikke noget, men vel mange numre fyger forbi uden at nå at bundfælde sig ordentligt, hvor lidt færre numre, hvor der så til gengæld blev kælet for detaljer (og ikke mindst soloer), nok havde været en fordel. Måske sammen med bedre og mere uddybdende forklaringer.

Fra først til sidst - og især lige inden "Børn af den tabte tid" - er musikerne tilsyneladende meget bevidste om, at det utidsvarende. Ikke desto mindre brænder de fint igennem til sidst med en helt skrabet fortolkning af Benny Holsts vise fra 1972 om kun at have én dag at leve.

Dem spillede Folkeklubben