I det hele taget var det kendetegnende for denne urpremiere på juleforestillingen "Brunos Bodega Forever" hos Limfjordsteatret: Et særdeles veloplagt publikum, der var gavmilde med både bifald og latterudbrud fra start til slut.

Brunos Bodega er et kælderværtshus i en vilkårlig provinsby, med bulet brunt hessian på væggene og dæmpet belysning, hvor tågebanker af cigaretrøg bølger rundt mellem skikkelserne, der hænger ind over den klistrede bardisk. Det er umiskendeligt velkendt - nok er Brunos Bodega ren fiktion, men det er et sted, vi alle sammen har været.

I det brune univers hersker et bredt personkatalog, en stribe af karakterer, som vi alle sammen kender, men aldrig før har mødt. Alle mesterligt portrætteret af stykkets tre skuespillere - Lasse Popp, Asger Kjær og Pernille Nedergaard Haugesen - der formår at skildre skæbner på en humoristisk, men kærlig måde.

Bartenderens vigtige hverv som udskænker af stærke drikke, kombineret med en god portion sjælesørger/socialarbejder, går på omgang mellem de tre, og her er de "blot" Pernille, Asger og Lasse. Men lynhurtigt transformerer de sig for øjnene af os, når de ifører sig en stråhat eller strikketrøje. At skiftene også bliver italesat på scenen, hvor den dialekttunge SønderJytte pludselig smider dynejakken og bliver til Pernille, var måske forbløffende de første par gange, men inden længe har vi alle købt ind på præmissen.

Scenografien får det fiktive Brunos Bodega til at føles levende, lige fra det bulede hessian på væggene til skibslakken på bardisken. Foto: Bo Lehm

Fik jeg sagt, at persongalleriet er eminent? På Brunos Bodega har alle stamkunderne selvfølgelig et øgenavn, og har man ikke det, siger det i virkeligheden alt.

Tag for eksempel Allan Pisbows (Lasse Popp), der står for enden af baren iført stråhat og arbejdsjakke, mens han skræpper op om stort og småt. I den anden grøft har vi den nihilistiske tidligere bibliotekar Klåge (Asger Kjær), der må følges hjem, når rødvinsbranderten bliver lidt for heftig. Nordmanden Drone Sand (Asger Kjær), som har trukket strikhuen godt ned over ørerne, fortæller med vildskab i øjnene konspirationsteorier om alt fra 5G til coronavacciner, og så kommer Margrethe (Pernille Nedergaard Haugesen) sejlende ind i flagrende tøj og store solbriller og erklærer, at hun efter sin forlængede weekend i London nu føler sig så engelsk, at hun vil tiltales "Margaret" (hvilket selvfølgelig straks bliver til Margalet, hvilket hun dog ikke ser ud til at bemærke, til publikums store morskab).

Der er for mange gode typer til, at der kan blive plads til dem alle her. Det er ingen overraskelse, at Lasse Popp, der har forfattet manuskriptet og skrevet stykkets velkomponerede sange, har taget udgangspunkt i personer fra virkelighedens verden - for sådan føles de faktisk.

Hele stykket igennem skifter en gruppe unge skuespillere talentholdet fra Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunst mellem at fungere som kor, dansere og statister. Udover at bidrage til en mere autentisk følelse af at være på en bodega, bliver gruppen brugt til at bryde fortællingen op, når vi går fra de meget muntre scener til de mere seriøse.

For mens vi griner ad og med Allan Pisbows og Sønderjytte (Pernille Nedergaard Haugesen), så er der også Recept-Rasmus (Asger Kjær), som måske har kræft i leveren, og Ni-finger, der ligger på det yderste ude på Ovenikøbing Hospice. Det hænger som en skygge over det hele, at livet på bodegaen også hænger tæt sammen med døden. Prisen for fællesskabet betales den dag, hvor stamkundens plads ved baren pludselig står tom.

Vi bliver måske ikke ligefrem rørt til tårer, men mindre kan også gøre det, og de mere eftertænksomme momenter skaber en fin kontrast. To uafbrudte timer med Allan Pisbows på slap line er der alligevel ingen, der kunne holde ud.

Alt i alt de varmeste anbefalinger af en forestilling, der på overfladen fornøjer og underholder, men også kalder til eftertænksomhed i en tidsalder, hvor ensomheden vokser mens omsorgen og fællesskaberne på steder som Brunos Bodega langsomt er ved at dø ud.

Eleverne fra Limfjordsteatrets to-årige teateruddannelse medvirker i forestilling som skiftevis kor, dansere og statister - og det fungerer rigtig godt. Foto: Lars Horn/Baghuset