Tak for festen, Alphabeat - og forhåbentlig på gensyn
- we want the new temptations. Woh oh, o-o-oh...!

Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen
AALBORG:Langt de færreste grupper og solister kan vist lokke publikum op af de bløde stole allerede i femte nummer for at danse (og klappe og synge med).
Og så godt som ingen er vist i stand til derefter at holde publikum oppe af stolene i det meste af resten af en koncert.
Men dét kan Alphabeat, landets førende danse- og bevægelsesorkester, tungt belæsset med skarpe poptræffere i højt gear. Og med masser af særdeles humørsmittende sang- og spilleglæde.
Det lyser ud af hver en bevægelse, som især forsangeren Anders SG foretager - og han når at foretage sig rigtig mange bevægelser! - at han er så glad og taknemmelig for at optræde for publikum. Og modtage en endog særdeles begejstret reaktion.
Selv kunne han til sidst ikke skjule, at han var oprigtigt rørt ved tanken om, at det nok er sidste gang Alphabeat har optrådt i Aalborg.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Men hvad der måtte være af vemod satte nu ikke noget mærkbart præg på selve repertoiret. For det bestod af det kendte, altså en nærmest konstant iørespringende pop, kulørt og lagt an til fest og hellere end gerne med et vist 80'er-præg.
Det kunne nemt være endt i det rene hit-på-hit, men i afskedens stund viste Alphabeat sig også at være et poporkester med visse kunsteriske ambitioner.
Ikke nok med, at en del numre blev trukket ud og gjort en anelse hårdere (gerne med ekstra rockguitar), "I Don't Know What's Cool Anymore" blev også trukket helt ned i sjælertempo.
Et af de mange stortræffere, "Fascination", tog Stine Bramsen hul på ved at synge de første par linjer, som stod hun og gav den som vamp på en natklub - så fik vi også lige sat på plads, at hun har en aldeles forrygende stemme, sødmefyldt og udtryksfuld.
Dem spillede Alphabeat
Alphabeat i Musikkens Hus i Aalborg lørdag aften.
Nothing But My Baby. What Is Happening? Love Sea. Boyfriend. The Spell. Show Me What Love Is. Express Nonstop. Fantastic 6. I Don't Know What's Cool Anymore. 10.000 Nights. The Answer. Back of my Bike. Heat Wave. Shadows.
Ekstra: DJ. Fascination. Sing A Song.
Og henimod slutningen blev gruppen så lige udvidet med et gospelkor, som satte sit tydelige - og flotte - præg på "The Answer" og derefter de følgende numre, endda et stykke ind i ekstranumrene.
Afskeden med Alphabeat kunne godt have været mere sørgelig - men den kunne faktisk også godt have været endnu festligere.
Egentlig burde de forreste 10 rækker med siddepladser have været ryddet til fordel for et dansegulv for at gøre de sidste rester af en fest om muligt endnu mere festlig.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
P.S.:Koncerten var et af de sidste stop på gruppen "12 Nights of Thunder"-turné, der bliver omtalt som "vores sidste tour... indtil videre". Repertoiret er så skarpt - og publikum stadig så stort og begejstret (og så meget med på at synge med på alt!) - at Alphabeat er en vare, der må kunne hives ned af hylden med jævne mellemrum. Lidt ligesom eksempelvis Aqua. Og Abba.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.