Spyro Gyra

- Dette her orkester har eksisteret i næsten 50 år. Hvorfor er vi blevet hængende? Fordi folk er blevet ved med at komme til vores koncerter. People keep coming.

Sådan konstaterer førstemanden, saxofonisten Jay Beckenstein, og breder armene ud mod et par hundrede endog særdeles begejstrede tilskuere. Som af indlysende grunde er så begejstrede, fordi amerikanske Spyro Gyra fra Buffalo, New York, er en helt forrygende oplevelse. Et festfyrværkeri af fyrige funkrytmer (som gør det aldeles umuligt at sidde stille), fusionsjazz, bossanova og andre latinamerikanske rytmer, et vist optræk til tango og et ødselt væld af enkle, smukke, krystalklare temaer.

Noget af det geniale ved de fem ekstremt professionelle musikere er, at deres optræden og udtryk hele tiden bølger frem og tilbage. Mellem stramme, skarptskårne, næsten poppede temaer - og så et helt anderledes komplekst udtryk, der får et nummer til pludselig at skifte retning og rytme. Og musikerne til noget nær konstant at spille op til - og supplere - hinanden.

På et tidspunkt spiller fire ud af fem musikere - saxofon, guitar, bas og keyboard - synkront, og ganske kort tid efter er de et helt andet sted.

Og ikke så meget som ét sekund keder man sig i selskab med Jay Beckenstein og hans mere end drevne flok, tangentspilleren Tom Schuman, guitaristen Julio Fernandez, bassisten Scott Ambush og trommeslageren Lionel Cordew.

Tværtimod har de hele tiden noget nyt at byde ind med. 

Så har Beckenstein et meget langt, sprælsk, farverigt forløb på en af sine saxofoner, så kører han pludselig tæt parløb med tangentspilleren, før guitaristen bryder ind med det, der først lyder som et glad stykke dansefunk for gradvist at ændre karakter til stadig hårdere og mere bidsk rock.

Blandt højdepunkterne er aftenens umiddelbart blideste indslag, et næsten kælent tema ved titlen "I Believe In You", der nærmest fremtræder som et smægtende crooner-nummer - bare uden sang, men ellers med alle mulige andre tænkelige effekter i endnu en slags duel mellem saxofon og tangenter, inden bassist, saxofonist og til sidst guitarist får overladt hver deres lange soloforløb på skift - guitaristen endda med et forløb, der lyder som en lang, løs, glad gåtur med et stort smil fra øre til øre.

Aftenen igennem brillerer Scott Ambush med det mest drilske basspil - og så frembringer han den frækkeste tommelfingerbas. Når han ikke kører et af sine hæsblæsende amokløb på bassen med yderst heftige toneskift.

Aldeles imponerende er også Jay Beckensteins gimmick med to gange - i "Captain Karma" og kortvarigt i "Cockatoo" - at spille på begge sine saxofoner på én gang. Inden han til allersidst - efter at have spillet langt det meste af tiden i henved to timer - stadig har luft nok i sig til at lyde, som om han har sat sig for at sætte verdensrekord i kunsten at holde toner længst muligt på sit instrument. Uden at det på noget tidspunkt lyder forpint.

Hvor er det en udpræget fornøjelse at være i selskab med en flok musikere, der har så bundsolidt greb om det, de giver af med. Og som så tydeligt hygger sig (og fryder sig) i hinandens selskab. 

Og tænk, at man (Jay Beckenstein) som 23-årig kan etablere et orkester, som man som 71-årig kan blive ved med at rejse rundt i verden med. Og bestemt ikke uden grund. 

I stedet for at være ved vejs ende har Beckensteiner & Co. formået at bevare en friskhed, der gør, at de faktisk lyder, som om de først lige er kommet ordentligt i gang med den helt store funkfest. 

Man får lyst til at rulle videre til Sønderborg, Assens og Silkeborg, hvor de skal optræde i næste uge, for at opleve det hele én gang til. Eller flere gange.

Ove Nørhave

on@dnmh.dk

Spyro Gyra på Klitgården i Tversted fredag aften i forbindelse med Tversted Jazzy Days.

DEM SPILLEDE SPYRO GYRA

1. sæt: Walk the Walk. Groovin' for Grover. Captain Karma. Shaker Song. Dancing on Table Mountain.

2. sæt: Old San Juan/Heliopolis. I Believe In You. Cockatoo. De La Luz. Tempted.

Ekstra: Shanghai Gumbo.