Tidligere borgmester: Vi må omfavne den debat, der er startet i Skagen
Der bliver gået hårdt til den i debatten om et nyt motormuseum i Skagen, men bag det gemmer sig en endnu større debat om udviklingen af fremtidens Skagen, mener tidligere borgmester i Skagen Kurt Kirkedal

Skal man satse endnu mere på turisme eller på nye tilflyttere, lyder det store spørgsmål i Skagen lige nu ifølge byrådsmedlem Kurt Kirkedal (S), der frygter, at byen ender som mange andre europæiske byer, der har ødelagt sig selv. Foto: Kim Dahl Hansen
SKAGEN: Flere lokale i Skagen har de seneste uger sat spørgsmålstegn ved, at der ikke er angivet en arkitekt på det kommende motor- og søfartsmuseum, som eksfisker Henning Kjeldsen vil skyde et stort antal millioner i.
Også Kurt Kirkedal (S) ser personligt gerne, at der kommer en arkitekt på byggeriet, men udover det glæder han sig til projektet, han betegner som ambitiøst.
- Jeg er sikker på, at hvis man investerer så mange millioner, så har man også en stor interesse i, at det bliver noget, som byen bliver glad for, og som kan tiltrække mange gæster, siger den tidligere borgmester i Danmarks nordligste by, hvis hjerte fortsat brænder for byen, der ligesom resten af kommunen forsøger at finde sit ståsted i en barsk virkelighed med kamp om nye borgere.
Og han genkender ikke beskrivelsen af Skagen som det vilde vesten, som han mener, at byen er blevet fremstillet som i en leder og i et interview med iværksætter Niels Kildahl.
- Der er brugt masser af tid og grundigt demokratisk arbejde på de lokalplaner, der nu bygges ud fra, også den, der gælder for området på havnen. Grundlaget for dén lokalplan fra 2009 var det, man ville med byen på det tidspunkt, og både havnen, fiskeriforeningen, erhvervsforeningen, turistforeningen og byens borgere var involveret i den, siger Kurt Kirkedal Jensen, der henviser til, at mange har forsøgt at realisere planen for stedet efterfølgende. Alle projekter er imidlertid strandet på grund af manglende økonomi.
Indtil nu. Alt det, Henning Kielsen vil med sit projekt, kan indeholdes i de tanker og idéer, som man dengang beskrev.
Noget, Kurt Kirkedal Jensen til gengæld ER enig med Niels Kildahl i, er at debatten om byen skal tages, og for ham at se har diskussionen omkring Henning Kjeldsens byggerier været en vigtig trædesten dertil.
- Det er klart, at der kommer udsagn frem undervejs, som nogle kan blive kede af eller stødt over i en debat som denne. Men det er man nødt til at se udover, for det er tegn på, at folk er interesserede i, hvad der skal kendetegne fremtidens Skagen, siger han.
Og selve kernedebatten er tiltrængt, mener Kurt Kirkedal, der peger på, at årene frem til, at den nye byplanlægger kan se på Skagen, kan bruges til at få taget debatten internt i byen.
- Det, vi skal bruge tiden til, til det bliver vores tur, er at starte den her samtale op, så vi er klar. Jeg ved, at vores byting gerne vil facilitere en debat i det nye år i en proces, der involverer de forskellige interesseorganisationer og byens borgere.

- I forbindelse med dette års budget erkendte byrådet, at der er behov for at få styr på byplanlægningen af kommunens tre største byer. Der er ikke råd til at gøre det hele på en gang, og det er i Frederikshavn bymidte, at vi lige nu ser flest dispensationsansøgninger, siger Kurt Kirkedal, der finder det oplagt at bruge ventetiden i Skagen på at starte en intern debat om byens udvikling. Foto: Kim Dahl Hansen
Byg til skagboerne - ikke til turister
Spørger man Kurt Kirkedal Jensen selv, er han ikke i tvivl om, hvilken retning, han gerne ser byen bevæge sig i fremadrettet.
Byen skal først og fremmest udvikles som helårsby, mener politikeren, der ikke kan understrege vigtigheden nok i, at byplanlægningen knyttes op med den bosætningspolitik, som byrådet arbejder med.
Den eneste vej hertil er for ham at se at få skabt flere områder, hvor der bygges for skagboere.
- Når vi gerne vil have flere til at bosætte sig her, er vi også nødt til at kunne tilbyde optimale forhold i boligform og pris, siger socialdemokraten, der peger på de stigende priser for boliger i bymidten som et stort problem, der skal rykkes på.
Man har været for optaget af turisme [,,,], og man har haft for lidt fokus på, hvad det er for en bosætningspolitik, man ønsker. Det kan man så slå sig selv i hovedet med nu.
- Vi har set boliger blive solgt til svimlende summer, som almindelige lønmodtagere ikke kan betale. Er det dét, vi vil have - en tom bymidte, fordi husene købes af folk, der ikke bor her i det daglige? Eller vil vi sikre, at der er liv, siger han og henviser til opførelsen af flere almene boliger og renoveringen af Svinget som tiltag, der peger i en rigtig retning.
Som eksempler på arealer, han gerne havde set anvendt anderledes, henviser han til Remisen og Kasernegrunden, hvor der henholdsvis er blevet og skal opføres ferieboliger.
- Efter min bedste overbevisning har byen ikke brug for flere ferieboligkomplekser, som det, der er planlagt på Kasernegrunden. Men der er nogen, der har købt den, fordi de har den mulighed, siger Kurt Kirkedal Jensen, der henviser til, at lokalplanen for Kasernegrunden blev lavet for 20 år siden.
De, der investerede, gjorde det ud fra en forventning om, at de kunne realisere det, som byrådet på det tidspunkt ville.
- Det er jo svært at sidde her 20 år efter og gøre sig til overdommer over, hvad man burde have gjort. Man har været for optaget af turisme, for det er jo et uundværligt supplement til Skagens økonomi, og man har haft for lidt fokus på, hvad det er for en bosætningspolitik, man ønsker. Det kan man så slå sig selv i hovedet med, men det er jo en efterrationalisering, du ikke kan bruge til noget, siger Kurt Kirkedal Jensen, der peger på, at Skagen på grund af den fredede natur rundt om byen kun råder over et begrænset antal arealer at bygge på. Det betyder, at udnyttelsen af hvert areal tæller.

Der var allerede stor fraflytning i Kurt Kirkedals tid som borgmester. Det skete med ændringen i fiskeriet og udviklingen af teknologien på industrivirksomhederne, der gjorde, at der ikke var behov for samme arbejdskraft. Foto: Kim Dahl Hansen
Bordet fanger
Men uanset at lokalplanerne blev vedtaget ud fra bedste overbevisning og forarbejde, låser de i dag store dele af byudviklingen, mener han.
- Når der er en lokalplan, så fanger bordet. Jeg har haft fat i formanden for erhvervsforeningen og spurgt, om man ikke skal tale med ejerne af nogle af grundene om, hvorvidt de kan udnytte arealet på en anden måde end flere ferieboliger, dem har vi allerede rigeligt af. Jeg tror heller ikke på, at de ville kunne sælge dem, siger den tidligere borgmester.
- Men mener bygherrerne, at det er flere ferieboliger, de vil, kan vi ikke gøre noget ved det. Men vi kan diskutere, hvad vi så gør med det, vi har til rådighed, fremover. Den diskussion er vigtig, og vi kan ikke rose debattørerne nok for at rejse spørgsmålet, siger Kurt Kirkedal Jensen, der mener, at byen står over for en spændende periode.
Jeg tror dybest set, at alle er enige om, at det ikke er noget ved at have en by, der er en kulisse, der bliver befolket af tilrejsende ude fra med mellemrum.
- Lige nu handler det om at gribe bolden. Der er lige nu nogle kræfter her i byen, der gerne vil lege med, både på foreningsniveau og enkeltmandsniveau.
Det kræver vel, at folk kan blive enige om, hvad der så skal ske med byen? Hvad hvis kræfterne trækker i hver sin retning?
- Nu er jeg jo gennemgribende demokrat, og når man går ind i en demokratisk proces, vil der være vindere og tabere. Jeg tror dybest set, at alle er enige om, at det ikke er noget ved at have en by, der er en kulisse, der bliver befolket af tilrejsende ude fra med mellemrum. Jeg plejer at sige, at hvis Skagen skal overleve som turistby og som by i det hele taget, er du nødt til som turist at kunne skvatte over fisketrawlere og få en mågeklat i nakken. Hvis ikke du har det her levende miljø, så bliver det sådan noget ...
- Vi har set det så mange steder rundt i verden, hvor byer spolerer sig selv i en misforståelse af, hvad turister vil have, siger han.
Ifølge ham er det vigtigste lige nu at få skabt et trygt rum for dialog og en fælles forståelse.
- Mange i byen har holdt sig udenfor debatten, fordi de er bange for at få skudt synspunkter i skoene eller hængt ud. Vi har brug for at få folk ind i en konstruktiv dialog. Vi skal derhen, hvor vi ved, at alt der bliver sagt, er i en kærlig mening - fordi alle elsker Skagen.
Blå bog: Kurt Kirkedal Jensen
- Kurt Kirkedal Jensen (S) var borgmester i Skagen fra 1994 til 2002, hvor han stoppede i politik til fordel for en stilling i det private erhvervsliv.
- Efter næsten 20 års pause stillede han op til byrådet i Frederikshavn Kommune, og han sidder i dag i Økonomiudvalget og i Kultur- og Fritidsudvalget.
- Han har en baggrund som blandt andet fisker, fagforeningsformand og selvstændig.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.