Lige for god ordens skyld. Dette er en anmeldelse af de første 23 afsnit. Så den er skrevet uden at vide, hvad der sker i juleaftens afsnit.

Indtil for nylig var jeg ret overbevist om, at Kong Storm ikke var død, og at han ville vende hjem i det sidste afsnit, For nok kom Bjergi hjem med hans krone, men hvor blev legemet af?

De sidste dage har dog overbevist mig om, at lige præcis den happy ending må jeg leve foruden. Men så får vi jo det næstbedste: Tinka bliver dronning. Og hun bliver en god en af slagsen.

Nissesamfund fra syttenhundrede-og-hvidkål

Vi har jo længde undret os over, at nisserne lever så gammeldags et liv. De ligner et samfund, der er gået i stå i syttenhundrede og hvidkål.

Tinka har været på efterskole. Ganske vist kun én dag, men det var nok til at hun fik færten af det der demokrati, som vi jo alle lovpriser. Og nu skal Nissernes Rige være et demokrati.

Måske kunne man have ønsket, at Tinka havde hørt lidt bedre efter på efterskolen, for det, der skal ske nu, er at hun udpeger de fem parlamentsmedlemmer. Hmmm - det er jo en demokratiopfattelse, som mere hører hjemme i Tyrkiet, Nordkorea, Rusland eller andre anløbne steder.

Men det er da en start.

Demokratisk diskussion

At lave en julekalender, der rent faktisk er en diskussion af demokrati og andre styreformer er tæt på at være genialt. Det er også noget, der faktisk kan give nogle gode snakke med de allermindste hjemme i de julepyntede stuer: Hvordan leder man på en fair og god måde. Det er jo en diskussion, som man aldrig bliver træt af. For det er jo sådan med demokrati, at det er ikke nødvendigvis den allerbedste styreform. Men indtil videre er der altså ikke nogen, der har fundet på noget bedre... Så lad os i stedet glæde os over, at der nu også er spirende demokrati i Nissernes Rige.

”Tinka og kongespillet” har været en fornøjelse at følge fra start til slut. Det har været et virkeligt velproduceret dramatik. Og det bedste af det hele: Der er ikke lagt en hel masse spor ud, som bare skal enten forvirre eller få tiden til at gå. Næsten alle de hints, vi har fået de seneste uger, har givet mening. Enten her og nu eller senere i forløbet. På den måde har dette været en særdeles velkomponeret julekalender.

Dejligt skuespil

Der er i øvrigt absolut intet at udsætte på skuespillet. Det har været ganske få steder, hvor der har været slinger i valsen. Alle roller er udført fornemt og overbevisende. Og langt de fleste med den lille snert af forløsende humor. Maja (Birthe Neumann) har været dejlig som den selvpensionerede dyrlæge med de mange projekter. Astrid (Rosita Gjurup) har være aldeles charmerende som den lille selvoptagne og overkloge lillesøster. Det er en rolle, der meget nemt kan blive for meget og give kvalme. Men her er det doseret ganske præcist som på en hash-vægt. Her har vi hverken fået for meget eller for lidt.

Men også Tinka (Josephine Chavarria Højbjerg) og Lasse (Albert Rosin Harson) har fået doseret deres figurer, så de sidder lige i skabet.

For ikke at tale om kongsemnerne. Og fatter Aamund...

Sikke nogle skurke

På skurkesiden har ”Tinka og kongespillet” også været en fornøjelse. Eller Hillingsøe som hærchef og halv trold har været både farlig og spændende uden at være skræmmende. Og Christian Tafdrup som prins Phileas har været en ubetinget fornøjelse.

”Tinka og kongespillet” er den bedste tv-julekalender i mange år. Den har været spændende at følge. Også så spændende, at jeg næsten hver dag har smugkigget og taget en følgende dags afsnit på TV 2 Play.

Selv om det har handlet om nisser og anden fantasi. Om hemmelige porte mellem to verdener. Om kærlighed op tværs af race og etnicitet (hvis man kan kalde det det?). Ja alle disse logiske benspænd har jeg spist råt og købt præmisserne uden at sende dem til faktatjek.

Så tak for grød, siger jeg bare.

Og tilføjer et: Glædelig jul.

”Tinka og kongespillet” - afsnit 1-23

Manuskript: Ina Bruhn, Stefan Jaworski og Flemming Klem

Instruktion: Christian Grønvall

TV 2 - hver dag indtil nu i december