To kendte danskere var med til at stoppe 70 elefanter på vej mod en landsby

Efter en tur til Kenya blev sanger Malte Ebert og skuespiller Alex Høgh endnu mere opmærksomme på, hvordan de kan være med til sætte fokus på klimaforandringerne. En tur, der blandt andet bød på løse skud, en masse elefanter og en flok mænd, der har viet deres liv til naturen

Skuespiller Alex Høgh og sanger Malte Ebert var i Kenya som ambassadører for Gate to Nature. <i>Foto: Gate To Nature</i>

Skuespiller Alex Høgh og sanger Malte Ebert var i Kenya som ambassadører for Gate to Nature. Foto: Gate To Nature

Hvad gør man, når der er 70 elefanter på vej mod en lille landsby?
Der er fare for, at flere lokale vil miste flere års høst, og i værste tilfælde vil sammenstødet mellem de store dyr og lokalbefolkningen koste dyre- og/eller menneskeliv.

Skuespiller Alex Høgh Andersen og musiker Malte Ebert gik lørdag aften på scenen sammen i Musikkens Hus i Aalborg. Som ambassadører for foreningen Gate to Nature blev de i 2020 sendt til Masai Mara i Kenya. De to danske stjerner skulle på egen krop opleve, hvilke konsekvenser den massive skovrydning har for de lokale, naturen, dyrelivet og klimaet.

Masai Mara er et område i Kenya, hvor der både er regnskov og savanne. Normalt er det optimalt for et rigt dyreliv, men ulovlig skovhugst er ved at omlægge dyrenes habitat til land- og kvægbrug. Det har skubbet elefanterne tættere på lokalbefolkningen, og flere lokale oplever, at deres marker bliver spist af de store dyr.

BLÅ BOG

Malte Ebert

Den 28-årige sanger og sangskriver slog igennem som Gulddreng med sangen "Model" i 2016. Vejlenseren turnerede landet rundt som Gulddreng indtil 2018, hvor han besluttede at lægge Gulddreng i graven. Nu udgiver han musik i eget navn.

Alex Høgh Andersen

Født og opvokset i Skælskør på Sjælland. Er kendt for sin medvirken i den verdenskendte tv-serie Vikings, hvor han spiller Ivar Benløs. Aktuelt medvirker han i Ole Bornedal nyeste film Skyggen i mit øje. Foruden at være ambassadør for Gate to Nature, er han ligeledes ambassadør for ungdommens Røde Kors. 

Da Alex Høgh og Malte Ebert var i Kenya, boede de med de såkaldte rangers i fire dage. Rangers er en flok mænd, der patruljerer i området omkring Masai Mara. De går typisk 25-30 kilometer om dagen.

Deres opgaver er primært at forhindre sammenstød mellem elefanter og lokalbefolkningen, kommunikere med lokalbefolkningen samt fordrive de mennesker, der ulovligt rydder skoven.

Der er specielt én oplevelse, der stadig sidder i de to stjerner. En gruppe på omkring 70 elefanter var kommet tæt på lokalbefolkning, viste den GPS, som rangers bruger til at tracke elefantflokken.

Rangers med Alex Høgh og Malte Ebert som følgesvend skulle fordrive flokken, inden de 70 elefanter ødelagde landsbyens største indtægtskilde: markerne.

Det var en fuldstændig vild oplevelse, siger Alex Høgh, der hurtigt suppleres af Malte Ebert:

Helt vildt. Vi stod jo ligesom med 70 elefanter, der vejer flere tons. Vi kunne mærke jorden ryste og kunne høre grene knække af træerne, som var de tændstikker, siger sangeren.

Elefanterne reagerer på høje lyde, så rangers stod mellem elefanterne og landsbyen og skød med løst krudt for at skræmme flokken med verdens største landlevende pattedyr væk. Det lykkedes at redde både lokalbefolkningen, markerne og elefanterne.

Når elefanterne kommer for tæt på, ender sammenstødet ofte med, at de lokale forsøger at skræmme dyrene ved at kaste spyd og skyde pile efter dyrene. Det vil rangers gerne undgå.

- Det er også en af grundene til, at rangernes arbejde er så vigtigt. Det handler om mennesker og dyr, der dør, fordi der er en massiv skovafbrænding, siger Alex Høgh.

Miljø i barndommen 

For sangeren Malte Ebert har det nok altid ligget i kortene, at han skulle være med til at sætte fokus på at hjælpe naturen. Som søn af en biolog har han været vidne til, hvordan hans far altid har kæmpet for miljøet.

Så da han blev spurgt, om han ville være ambassadør for naturforeningen Gate to Nature, sagde han ja med det samme.

Jeg kan rigtig godt lide, at man hjælper nogle specifikke cases som eksempelvis i Kenya. Ellers kan det godt blive meget uoverskueligt, siger sangeren.

Alex Høgh er på samme vogn. Selvom han dog ikke har en far, der er biolog, så er han opvokset med, at man skal hjælpe, hvor man kan. Han bruger ofte sine kanaler på de sociale medier til at gøre folk opmærksom på nogle af de ting, som han mener, er vigtige.

Jeg er så privilegeret, at jeg er ved at få etableret en platform, der når rundt i verden. Jeg gider ikke bruge det til selvpromovering, så jeg elsker, at jeg kan bruge det på denne måde, siger skuespilleren.

Med deres ydmyge mission om at være med til at redde planeten i det omfang, to danskere kan det, har de også lavet om på deres egen levemåde. Alex Høgh er blevet pescetar og har ingen bil. Malte Ebert har købt el-bil og har et mål om, at hans næste turné skal være så Co2-neutral som muligt.

Jesper Stagegaard (tv) og Alex Høgh (th) på scenen, hvor de fortæller om tilstanden i Kenya. <i>PR-foto: Laura Guldhammer Thomsen</i>

Jesper Stagegaard (tv) og Alex Høgh (th) på scenen, hvor de fortæller om tilstanden i Kenya. PR-foto: Laura Guldhammer Thomsen

Begge har et job, der gør det svært at leve Co2-neutralt. Malte Ebert skal spille i det meste af landet. Alex Høgh skal rejse rundt til filmset i det meste af verden.

Det er skide svært, for man kan aldrig gøre det 100 procent. Man kan altid gøre det bedre, siger Alex Høgh.

Så handler det om at kompensere. Hvis man er tvunget til at flyve et sted hen, så kan man engagere sig i at plante træer i Kenya eksempelvis, supplerer Malte Ebert.

Det er netop et af de budskaber, som Malte Ebert og Alex Høgh gerne ville ud med lørdag aften i Aalborg. Med sig på scenen havde de besøg af Jesper Stagegaard, direktør for Ree Park, som arbejder med flere organisationer i Kenya og var en af arrangørerne af skuespilleren og sangerens tur til landet.

Foredraget var bygget op om de billeder, Alex Høgh har taget på turen. Skuespilleren og Malte Ebert fortalte om deres oplevelser i Kenya. Historierne var en en blanding af alvorlige problemer og sjove betragtninger, der fik det meste af salen til at trække på smilebåndet.

Jesper Stagegaard kunne sætte perspektiv på de to kendtes oplevelser og fortalte den større historie om, hvilke konsekvenser især skovafbrænding har for ikke bare Kenya, men for planetens klima.

Den massive skovafbrænding går ikke kun ud over dyrelivet og lokalbefolkningens marker. Det går også ud over Co2-forureningen og i sidste ende klimaet. Ved hjælp af fotosyntesen binder og fjerner træer Co2 fra atmosfæren

Malte Ebert krydrede foredraget med musik. <i>PR-foto: Laura Guldhammer Thomsen</i>

Malte Ebert krydrede foredraget med musik. PR-foto: Laura Guldhammer Thomsen

Især tropiske skove som eksempelvis i Kenya er med deres diversitet af planter en stor faktor i fjernelsen af Co2. En rapport frigivet af NASA i 2012 viser, at de tropiske skove har lagret 247 milliarder karbon.

Denne karbon frigives igen til atmosfæren, når træerne bliver fældet på en ikke bæredygtig måde, som det er tilfældet i Kenya.

Selvom beplantning af træer ikke alene kan bekæmpe klimakrisen, så er det en god måde at modvirke den globale opvarmning af planeten ifølge FN’s Klimapanel.

Earth Hour

Det er ikke tilfældigt, at de to kendte ambassadører har valgt at holde deres foredrag lige præcis 26. marts. Det er nemlig Earth Hour-day, hvor millioner af mennesker og virksomheder verden over slukker lyset i en time for at sætte fokus på tabet af naturen og dyrearter.

Ifølge Verdensnaturfonden (WWF), der står bag initiativet, er bevægelsen spredt til 190 lande på verdensplan.

I Danmark var Earth Hour mellem klokken 20.30-21.30. Jesper Stagegaard, Alex Høgh og Malte Ebert havde fået det til at passe med, at foredraget sluttede til Earth Hour. Da lyset i salen blev slukket, spillede sanger Malte Ebert en sidste sang i mørket. En sang, der blandt andet indeholder en linje, som opsummerer de to ambassadøres mission:

- I hope this world will change.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.