To timer i tabuland

Jimmy Carr <i>pr-foto</i>

Jimmy Carr pr-foto

STANDUP

Jimmy Carr

- Transkønnede er ikke, hvad de har været. Jeg synes jo, at transkønnede fortjener at få nøjagtigt de samme rettigheder som alle andre grimme kvinder ...

Intet, absolut intet forekommer - umiddelbart - at være helligt for den benhårde, knivskarpe og sylespidse britiske stand-up-komiker Jimmy Carr, der tværtimod lægger ud med at byde velkommen med ordene: "Good evening ladies and gentlemen - så har jeg lagt mig ud med alle de nonbinære. Jeg har faktisk selv en halvbror - det vil sige: han er transkønnet ...

Så godt som konstant under sin næsten to timer lange enetale befinder Jimmy Carr sig under bæltestedet, flittigt beskæftiget med alt - alt - hvad der kan foregå dér, også af de mest tabubelagte iagttagelser og bemærkninger af den type, hvor man ikke altid når at afgøre med sig selv, om man skal le med eller trække vejret skarpt indad. I god tid inden den næste af mange, mange barske bemærkninger.

For eksempel når Carr på et tidspunkt forbi at få fortalt, at han er vokset op i et katolsk hjem, og at han en overgang overvejede at blive præst, "men så begejstret er jeg egentlig heller ikke for at gå i seng med små børn. Jeg opfatter det mere som en hobby"...

Sådan er stilen og tonen - hele vejen - hos Carr, der hele tiden opsøger konfrontationen. Trangen til at kunne og ville lægge sig ud med nogen. Men hele tiden med en forsikring om, at der er meget stor forskel på det ækle og det grimme og det stygge - og så at lave sjov med det ækle og det grimme og det stygge.

For eksempel er han meget bevidst om at få masser af barsk humor ud af kristen og især katolsk tro - men ikke islam, "men det er jeres egen skyld - I kunne jo også bare begynde at sprænge ting i luften"...

Og når han med jævne mellemrum bliver bedt om at sige undskyld for en af sine bemærkninger, og han gør det med ordene "I'm so sorry" for så at få at vide, at han ikke mener noget med sin undskyldning, lyder hans afvæbnende konklusion: - Nå, så jeg kan altså godt alligevel sige noget uden at mene noget med det?

Hjemmefra har Jimmy Carr forberedt et ret imponerende væld af hurtige, skarpe korte vittigheder - og en heftig kaskade af de hårdeste er lagt i begyndelsen som en halv times opvarmning for lige at greje, hvor publikums grænser går - men det virkeligt skarpe hos ham ligger i at kunne fange en bemærkning fra salen for så at vende den et utal af gange i luften.

Da en tilskuer fortæller om et frieri, at forlovelsesringen faldt i swimmingpoolen, bliver vendingen "the ring got into the pool", forvansket til noget stadig mere seksuelt.

Det kunne nemt være blevet dumt og tumpet og lummert, men "timing is everything" - det afgørende elegante hos Jimmy Carr er, at han lynhurtigt er videre til det næste delemne, som han åbenlyst håber, at vi bliver bare en lille smule forargede over.

Man skal ikke underkende det rensende i Carrs tilsyneladende hæmningsløse tabu-ræs - men under i det mindste noget af det ligger også på en sær, bagvendt måde noget opdragende. Som når han over for 15-årig dreng (hvis navn han konsekvent præsterer at udtale forkert) på en af de første rækker forklarer, hvad der ligger i begrebet "consent" (samtykke), og nøjagtigt hvornår i løbet af en date det er i orden at vise sine ædlere dele frem.

Jimmy Carr er bestemt ikke for de sarte og nemt stødte, og så godt som ingen af hans bemærkninger eller beskrivelser af situationer fungerer uden for sammenhængen - men det er hylende morsomt (og til tider tankevækkende), så længe det står på.

Ove Nørhave

on@dnmh.dk

Jimmy Carr med showet "Terribly Funny", i AKKC, Aalborg Kongres og Kultur Center, søndag aften.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.