Tre folk-udgivelser fra den nordjyske muld: Når Christensens guitar springer i luften, er det svært at få armene ned igen

Fra det rå og smukke til dragende melankoli. De nordjyske folk-musikere har nydt godt af arbejdsroen under nedlukningen. NORDJYSKEs anmelder har lyttet med

Nordjylland bugner af musikere, der skubber til genregrænserne. Her er tre af de unge nye. Foto: Peter Drastrup

Nordjylland bugner af musikere, der skubber til genregrænserne. Her er tre af de unge nye. Foto: Peter Drastrup

Efter en vinter, der har virket som ét langt og koldt tusmørke, ser vi endelig solen på himlen igen, og med den friske nyhed om snarlig genåbning kan det synes på tide at åbne ørerne op for musik, der formidler en større livsglæde.

Men der siger jeg jer, mine kære læsere, nej! For er der noget, vintermørket har givet os, er det akustisk folk med solid sangskrivning og melankolske melodiforløb – en type musik, der netop lige nu synes at vække ekstra genklang. Måske fordi genren på mange måder har været det perfekte soundtrack til det spøgelsesagtige mørke, der har hvilet over Danmark, siden anden bølge lukkede os inde i julen. Her følger tre forskellige ture ind i mørkets akustik.

Marí. Foto: Peter Drastrup

Marí. Foto: Peter Drastrup

To sider af samme mønt

Marí/Astma – Split EP ****

Første EP er intet ringere end en split-release, hvilket jeg troede var et format, der officielt var blevet slået ihjel af streaming. Jeg tog fejl, og denne 10” vinyl fra det aalborgensiske indielabel Empty Tape indeholder fire numre.

De to fra sangskriveren Marí besidder en dragende mystik, der rager ud over genrens normale melankolske faldgruber. Med dybe, rungende akustiske guitarer og fjerne ambiente signaler, står hendes følsomme, personlige sange i centrum – og hendes stemme er smuk og besidder sågar en vældig personlighed.

Et stort problem i folk og singer/songwriter-musikkens verden er netop, at det oftest er så afpillet, at man er til fare for at lyde som andre kunstnere. Marí har da også en del Marissa Nadler og Chelsea Wolfe i sin musik, men der er konturer i hendes stemme, der gør hende unik, og hendes volumekontrol er perfekt – og perfekt til at formidle skæbnefortællingerne i sine sange.

”This Morning” er noget nær en genistreg, især med brugen af døde toner og klassisk avantgarde i genrens outro, mens den spanske ”A Cuatro Mil Milas de la Guerra” er unik alene i kraft af valg af sprog. Men også fordi den karakteristiske kontrabas giver den smukke sang en virkelighedsnær og rå følsomhed.

Havde Marí stået alene, havde Split EP været en virkelig god, gammeldaws 7¨single, men de to sange fra ASTMA skal også nævnes.

ASTMA. Foto: Peter Drastrup

ASTMA. Foto: Peter Drastrup

ASTMA, som dækker over det borgerlige navn Astrid Matthesen, leverer to fine, dansksprogede sange, der forsøger at samle akustisk pop, folk og neoklassisk musik i en fin, sårbar blanding. Dette høres blandt andet i crescendoet til ”Den Ansigtsløse Nabo”, hvor Matthesens stemme rammer dramatiske overtoner, mens klaveret kanaliserer Phillip Glass-soundtracks. ”Når Noget Forsvinder Er Det Her Stadig” er også en fin klaverballade med sin brug af ambientloops og strygerkvartet, men begge sange lider desværre under at være lidt for pæne, og ASTMA leverer det, jeg før har kaldt konservatorie-folk. Matthesen synger godt, og textbook-eksperimenterne er fine, mens sangene virker for tænkte, og sat sammen med Marís rå personlighed, blegner de desværre.

Et lidt for slidt feriebillede

Sigurvín Sigurdsson – Yatch **

Andet bud på nordjysk folk er med den sprælske, aalborgensiske eksil-islænding Sigurvin Sigurdsson, som leverer en lyd, der er både lysere og varmere end Marís og ASTMAs. EP’en er indspillet af Sigurdsson og musikalske venner og produceret af Simon Mariegaard, som er mest kendt fra Kogekunst (et af Danmarks mest interessante bands). Sigurdsson lader elementer fra verdensmusik og country indgå i pladens lydunivers, hvor de karakteristiske blæsere (lånt fra nordafrikansk musik) giver en eksotisk stemning, mens Mariegaard leverer en fin, nuanceret produktion. Især på numre som den mere uptempo ”Cars” og den rolige ”Dice” kommer den afrikanske inspiration til overfladen, og man fornemmer nærmest, hvordan indspilningerne, der foregik i sommeren 2020, har virket som en kærkommen eskapisme fra det lukkede coronaland.

Desværre fremstår sangene ikke ret stærke. Lyden ligger tæt op ad internationale folk-stjerner som Father John Misty, Fleetfoxes og Mumford and Sons, men melodiernes kvalitet lever ikke altid op til de ellers interessante produktionsvalg på nummeret ”Dice”, hvor marimba og ambiente strygere tilføjer sangen en dirrende uro. Eller på ”Rifle”, der lægger sin lyd op af den afrikansk gademusiks autentiske livsglæde, men hvor Sigurdssons nummer punkteres af refrænet, der for denne anmelder er enerverende.

Som sådan ender Sigurdssons EP op med at lyde som en lettere afbrækket version af Paul Simons Graceland. Trods et forfriskende islæt af noget eksotisk er Yatch stadig et småkedeligt, pænt produkt fra en flok venner, der lader til at have haft en sjov sommerferie. Desværre er resultatet for ujævnt til at være et rigtig mindeværdigt ferieminde.

At finde nerven i larmende ro

Gå i Stå – Forglem mig ej *****

Helt anderledes forholder det sig med duoen Gå i Stå med Ester Haslund-Gjerrild i front, der bevidst har nedbarberet lydbilledet fuldstændig. Haslund-Gjerrild skriver rå, smukke og naturromantiske sange, der endda besidder en tung, nordisk melankoli, når de er bedst. På flotte dansksprogede skæringer som ”Se ind” og ”Tak mormor” tager duoen bevidst afstand til hverdagens stress og jag og søger et anderledes, roligt sted hen. Haslund-Gjerrild har skrevet numrene under et ophold i en svensk skov, og når de er bedst, besidder de samme melankolske ro som disse svenske vidder, dog med et foruroligende mørke, der hele tiden ulmer.

En uro, der ofte stammer fra Emil K. Christensens elguitar, der tilfører mørke, ambiente klange som fx på den fantastisk flotte ”Når stilhed sænker sig”, hvor den lyder som en truende virkelighed, der forsøger at trænge ind i Haslund-Gjerrilds boble af ro.

Sange som ”Morgenfruen ler” og især ”Hun går hjem” skiller sig ud ved at være en tand for klichéprægede med en lettere malplaceret jazzoutro på førstnævnte og en alt for fortællende socialrealistisk tekst på ”Hun går hjem”, der handler om en pige, som finder sit lod i livet efter en kraftig naturoplevelse. At hendes lod er kommunalt vejarbejde er ikke årsagen til, at jeg ikke synes, at sangen fungerer, men de mange detaljer gør fortællingen unødvendigt kompliceret, og den lidt for sukkersøde melodi får den til at falde ved siden af resten af pladens numre. Men omvendt skal den nok få succes på P4.

Men sangen fejler også, fordi den kommer efter den indledende titelsang, som er pladens stærkeste nummer. Fra de rolige indledende versefødder til det stigende crescendo synger Haslund-Gjerrild tæt på guddommeligt, og når hendes fabelagtige andenstemme introduceres to minutter inde i sangen, og Christensens guitar springer i luften, er det svært at få armene ned igen. Dette monster af en sang bruger blomsten forglem mig ej som billede på de mennesker, der vil én det bedste, og som man har det med at glemme, når livet bliver surt at leve.

Egentlig er denne sang så god, at EP’en ville få fire stjerner automatisk, men da størstedelen af de andre sange også er af høj kvalitet, runder vi sgu op til en karakter over middel på trods af min irritation over ”Hun går hjem”. Gå i Stå leverer en dejlig lytteoplevelse og demonstrerer et stort sangskrivertalent. Så der er rigtig god grund til at lytte efter den folk, der hvisler ud af den nordjyske muld. Indimellem giver den noget tilbage.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.