David Eugene Edwards drager, så man får sved på panden

Den stærkt religiøse og medrivende sangskriver åbnede fredag aften døren på klem til et liv med indre konflikt

Det blev betragtet som djævlens værk i hans indremissionske familie, da David Eugene Edwards som barn lod sig drage af ikke kristen folk og rockmusik og siden hen turnerede for ikke troende. Foto: Krzysztof Wieczorek

Det blev betragtet som djævlens værk i hans indremissionske familie, da David Eugene Edwards som barn lod sig drage af ikke kristen folk og rockmusik og siden hen turnerede for ikke troende. Foto: Krzysztof Wieczorek

Den amerikanske musiker og sangskriver, David Eugene Edwards, har igennem årene flittigt langt vejen forbi det danske land med sin blanding af amerikansk folkrock og gotisk americana. Her er det særligt blevet til mange optrædener med orkestret Wovenhand, men lidt særligt virker det, når Edwards optræder helt alene med sine intenst troende budskaber i lille Aalborg denne fredag aften.

Født ind i en ekstremt troende kristen familie i Colorado, blev han som barn afholdt fra at lytte til radio og ikke-kristen musik, der blev betragtet som djævlens værk. Forbuddet, og en manglende interesse for den traditionelle kristne musik, ledte imidlertid til en nysgerrighed for, hvad der befandt sig uden for de strikst religiøse rammer.

Foto: Krzysztof Wieczorek

Foto: Krzysztof Wieczorek

Her fik Edwards øjnene op for navne som Joy Division og Nick Cave, hvis musiske udtryk dannede grundlag for en del af den dunkle lyd, der sidenhen har kendetegnet ham. Hans kristne tro har han bevaret livet igennem, men i modstrid med familiens forventninger, bliver de kristne budskaber leveret med dunkel og melankolsk folkrock, som han ser som den bedste måde at føle sig nær Gud på. Og så optræder han live for ikke troende - begge dele noget, der førte til, at hans familie i første omgang slog hånden af ham.

Der er ingen tvivl om, at det er mystikken omkring Edwards musik og person, der denne aften trækker mange nysgerrige til Studenterhusets sal. På den næsten bælgmørke scene træder han ud i et lilla skær, der oplyser et kristent kors i skjortekraven, hvid cowboyhat og lilla solbriller. Ikke en karakter, man ofte støder på i de skandinaviske egne. Med sig på scenen har han en nedstemt klassisk guitar og den særegne banjola - en hybrid mellem en banjo og en mandolin.

Med førstnævnte som våben præsenteres vi for den dunkle amerikanske lyd, som især Wovenhand-projektet er garant for. I hans fremførelse af “Sinking Hands” giver den ufravigelige tro, man kan mærke i Edwards stemme, undertegnede sved på panden. Der er interessant, når en kunstner formår at formidle tanker og følelser langt fra ens egne så præcist og medrivende, at man formår at relatere til dem, og hans dedikation er stærkt dragende der i mørket. Man kan fysisk mærke de indre konflikter, der må have martret ham livet igennem, når han slynger ud i salen:

Sinking singing hands / mercy, mercy / your darkened face / well known to her / and it's a low, low, low indivisible man / to be myself again.

I perioder skinner lyset dog også igennem. Som et virkningsfuldt afbræk får vi på det elegante nummer “His Rest” serveret tro, håb og kærlighed med tekstreferencer til trosbekendelsen. Der er ønsket om at blive et med skaberen her og ro i stemmen, selv om man også selv her mærker en indre debat.

Foto: Krzysztof Wieczorek

Foto: Krzysztof Wieczorek

På dette nummer hører man også Edwards kærlighed til den britiske 80’er scene, hvor elementer af The Cure’s også romantiske lyd kan spores.

Tempoet sættes igen op med 16 Horsepower-nummeret “Straw Foot”, der vækker genkendelse og sætter gang i den godt fyldte sal med nummerets klassiske 1, 2, 3, 4-folkerytmik.

Man kan til solokoncerter som disse frygte, at manglen på flere elementer i musikken leder til monotoni. Dette slipper Edwards dog godt fra, når mørket i teksterne hele tiden flot præsenteres med forskellige virkemidler og lette klangændringer. Ganske som det stemningsfyldte lys på scenen, der hele tiden langsomt belyser sangerens unikke outfit fra nye vinkler.

Den iøjefaldende tilstedeværelse på scenen og sangenes åbenlyst store dedikation er uden tvivl sangskriverens store styrker. Havde man regnet med en klassisk solokoncert med small talk fra scenen, gik man forgæves. Heldigvis for det, for David Eugene Edwards har substans og tyngde nok til, at hans musik og nærvær på scenen kan stå alene.

David Eugene Edwards, 31. januar, Studenterhuset, Northern Winter Beat

Galleri - Tryk og se alle billederne.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden