Trompet-ikonet Mikkelborg med usædvanligt band i ryggen

Jazz og klassisk i skøn forening gav en stor musikalsk oplevelse i Musikkens Hus

Palle Mikkelborg var koncertens naturlige midtpunkt - her sammen med aftenens anden solist, sangerinden Turid Guldin.

Palle Mikkelborg var koncertens naturlige midtpunkt - her sammen med aftenens anden solist, sangerinden Turid Guldin.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Koncert: Palle Mikkelborg

Konstellationen af bigbandet Blood, Sweat, Drum + Bass og Palle Mikkelborg er velprøvet, det samme gælder BSD+B og Randers Kammerorkester. Men denne Vinterjazz 2020-koncert er mig bekendt første gang, BSD+B bigbandet er på scenen samtidigt med både Mikkelborg og kammerorkestret.

Når det lykkedes at finde den vanskelige balance og samle de mange tråde til en helhed, skyldtes det først og fremmest bigbandets Jens Christian ”Chappe” Jensen, som ikke blot er en allround-arrangør med et bredt kendskab til jazzens historie, men også en dybt original komponist, som formår at forene jazzens mange stile og det elektroniske univers og samle dem til det udtryk og den lyd, som er orkestrets særkende. Det hører også med, at koncertens lydmænd på fornem vis fik skabt balance mellem kammerorkestrets klassiske instrumentarium og bigbandets messing- og træblæsere. Og endelig udgjorde aftenens to solister, trompetisten Palle Mikkelborg og sangerinden Turid Guldin, hver på sin måde et naturligt midtpunkt for musikkens mange skiftende strukturer og udtryk.

Musikerne startede koncertens første afdeling med at afgrænse og definere rummet. Palle Mikkelborgs karakteristiske elektrisk forstærkede trompet med alle effekterne klingede fra højttalere spredt ud i hele rummet i samspil med bigbandets saxer, der ligeledes var spredt ud i hele Intimsalen under ” The BSD+B Electroacoustic Sunrise”. Dette akustiske/elektroniske soundscape gled over i en moderne, énstemmig munkesang med Guldin og orkestrets musikere, fulgt af Guldins luftige sang til et digt af gamle William Blake. Derefter en glidende overgang til Mikkelborgs solo over spacede strygerklange, som igen gik over i ”4 P M 2020”, et gradvist opbygget, funky forløb á la Hancocks ”Chameleon”, en stil som også var en del af Mikkelborgs musikalske DNA i 1970’erne.

Mikkelborgs efterfølgende ”Concrete Muse” kombinerede de elektroniske soundscapes med funky bas og skarpe, funky ostinater i blæserne, og første afdeling sluttede af med Guldins rene vokal over strygernes smukke klangflader.

Der var med andre ord mange bolde i luften i første afdeling, men både de akustiske og elektroniske soundscapes stod rent i rummet, og alt samlede sig smukt til en helhed.

Det samme gjaldt Chappes nye komposition ”Suite til Vesterhavet”, hvor Turid Guldin fik en gennemgående rolle som solist i de originale sange til tekster af Pia Juul. Her blev det også til et par markante soloindslag af bigbandets musikere, tenorsaxofonisten Jacob Danielsens ekspressive eksplosioner af split tones og Rene Damsbaks smukke, elektronisk bearbejdede flygelhornsolo. Chappes suite var tematisk gennemtænkt og balancerede de to orkestre fint op mod hinanden.

Koncertens sidste afdeling bød på et genhør med Mikkelborgs ”Blue” fra ”Aura”-suiten, komponeret til Miles Davis, en vuggende 7/8 reggae med en ren og smuk basunsolo af Jonas Lindh, som bliver bedre og bedre hver gang, man hører ham. Blæserne lød fantastisk i de farvede akkorder hen imod slutningen, renere og mere homogent end DRBB i indspilningen med Miles. Og i Gasolins ”Kloden drejer stille rundt” gav Palle Mikkelborg endnu en demonstration af det rene og enkle melodispil, som altid har været hans adelsmærke.

Arrangøren Chappe i spidsen for BSD+B og Randers Kammerorkester sammen med Palle Mikkelborg og Turid Guldin er en lykkelig konstellation, den over halvanden time lange koncert blev aldrig kedelig.

Sætliste

1. afdeling, Surrounding it all up

The BSD+B Electroacoustic Sunrise (Chappe)

Miles to go (PM)

4 PM 2020 (Chappe)

Concrete Muse (PM)

Sounding Surroundings (Chappe)

2. afdeling, Suite til Vesterhavet

Waves I (Chappe)

Dødemandsbjerget (Chappe)

Waves II (Chappe)

solo (PM),

Rolling Waves (Chappe)

3. afdeling, Oldies and Goodies

Over All Mountains (PM)

Aura-Blue (PM)

Kloden drejer stille rundt (Gasolin/PM/Chappe)

Palle Mikkelborg, Turid Guldin, Blood, Sweat, Drum + Bass, Randers Kammerorkester

dirigent og arrangør, Jens Christian ”C happe” Jensen

Musikkens Hus, Intimsalen, lørdag aften

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.