Klumme

Mikael K: Original dansk musik & mad

Det ser ud, som om musik er kommet for at blive, skriver klummeskribent Mikael K

Mikael K. Arkivfoto: Hans Ravn

Mikael K. Arkivfoto: Hans Ravn

Sangskriver Mikael K er klummeskribent hos NORDJYSKE.

Musikken har fundet nye veje under den igangværende epidemi.

De store navne spiller for biler (dog med mennesker i) på parkeringpladser i lufthavne og lignende, hvor båthorn erstatter klapsalver. Der er hundredevis af musikere, der har streamet koncerter hjemmefra via de sociale medier. Fællessang på tv med svigermors drøm Phillip Faber har overhalet X-factor i popularitet. Det ser ud, som om musik er kommet for at blive!

DRs radiokanaler - P3 og P4 - spiller popmusik som var de kommercielle popstationer uden sans for det, der engang blev kaldt public-service. Og sådan er der så meget. Dem, der bestemmer, vil hellere give masser af millioner til en radiostation der kaldes Loud (med nul lyttere i deres målgruppe) - end at holde liv i det der engang blev kaldt Radio24syv.

Musikerne og kunstnerne er nogen af dem, der har været hårdest ramt under nedlukningen af landet. Politikerne og slipsefolket på de bonede gulve i magtens korridorer har ikke kunnet forstå, hvor få penge sådan en slags mennesker egenligt har kunnet leve for. Og derfor har det været svært at kunne give dem, der tjener mindst i vores samfund, nogen form for kompensation og give dem adgang til de mange hjælpepakker. Alligevel er det, som om kulturen og musikken bliver værdsat i en svær tid.

Det ser også ud som om det lysner lidt for undertegnede og mine kollegaer. Vi må så småt starte med at tage lidt ud at spille igen. Spillestedet Huset i Hasserisgade i Aalborg har taget hul på række koncerter i deres hyggelige sal. Hvor de før krisen kunne huse 90 tilskuere laver de nu koncerter hvor der højst må være 30, og så kan man blive sprittet af efter hvert nummer. Kreativiteten og evnen til at finde på nye tiltag fejler øjensynligt ikke noget.

På disse kanter - i den vestlige del af Vendsyssel - nærmere betegnet i Nr. Lyngby lidt nord for Løkken, driver min svoger Poul en restaurant: Nr. Lyngby Mølle. Her er der god plads og i disse dage åbner restauranten så småt op for spisende gæster efter den lange nedlukning. Poul og os her på matriklen har sat gang i et nyt koncept. De mange kvadratmeter på Nr. Lyngby Mølle gør at man kan lave musik - og madarrangementer med op til 100 gæster. Alle forholdsregler bliver overholdt ,så der kan afholdes coronasikre events. Vi kalder det ORIGINAL DANSK MUSIK & MAD.

Fra den 19. juni og 6 fredage i træk indbydes der til sommerkoncerter med spisning. Poul vil gerne støtte de hårdt trængte musikere der trænger til at komme ud at spille igen, og jeg har spurgt nogle af mine musikalske venner, om de ikke kunne tænke sig at komme en tur op nordpå for at optræde.

Således får vi henover sommeren besøg af de fine fynboer Lasse & Mathilde, den gennem-musikalske og humoristiske Per Worm fra Bjergsted (født i Hirtshals), sanger og sangskriver-legenden Benny Holst fra København, de suveræne Souvenirs fra Himmerland, fantastiske Marie Frank fra Langå - og undertegnede, der har presset min svoger for at komme på plakaten.

Jeg skulle have spillet 12 koncerter her i foråret og på et par festivaller henover sommeren. Altsammen er blevet aflyst og udsat til efteråret og næste år på grund af den forbandede corona. Men så er det er da dejligt at snuse lidt til sin metier igen og få lov til at spille en enkelt gang her til sommer.

Dyt, dyt - Båt, båt. Lad os håbe på det bedste og at publikum klapper og ikke medbringer båthorn, når vi spiller.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.