Aften i Tangoens Tegn

Onsdag aften

Også tangoen har nu fundet vej til Vendsyssel Festival, og i den første koncert præsenteredes vi for den i sin Argentinske form, men også som den er blevet spillet i store dele af Europa de seneste 100 år.

Herhjemme er det naturligvis Jacob Gades ”Tango Jalousie”, man tænker på først og fremmest, men også PH’s og Kai Normann Andersens ”Man binder os på mund og hånd” står i gæld til tangoen.

Kvartetten med Signe Asmussen Manuitt (sang), Bjarke Mogensen (accordeon), Allan Sjølin (guitara) og Joel Gonzales (kontrabas) var musikalske rejseførere i et program, der kom vidt omkring.

Og på trods af at den lille besætning ikke er standard for tangomusikken, så levede musikken fuldt ud op til genrens normer, takket være de fine arrangementer, som for det meste kunne tilskrives Allan Sjølin.

Mens det var Allan Mogensens accordeon, der fangede lyden af bandoneónen, som er selve sjælen i tangoen, så var det i sammenspillet mellem Mogensen og Sjølin, at musikken fik tilført det rytmiske liv og den passion, som har gjort tangoen elsket som dansemusik overalt i verden.

Signe Asmussen er en alsidig sanger, og specielt i Astor Piazzolla repertoiret med uddragene fra operaen ”Maria de Buenos Aires” og i balladen ”Vuelvo al sur” lykkedes det hende at fange den smerte og emotionelle dybde (”duénde”), som er kernen i tangoen.

I andre dele af repertoiret (Taubes ”Min älskning, du är som en ros” og ”Man binder os på mund og hånd”) satte hun sig teknisk imellem to stole, det klassiske bel canto ideal og visesangen, så resultatet blev et hverken-eller.

Aftenens store oplevelse blev Bjarke Mogensen, som synes i stand til at spille alt på sit accordeon. Hans solofremførelse af ”Allegro Tangabile” fra Buenos Aires operaen var fængende smuk og intens. Interessant var også satsen fra Vilfred Kjærs koncert for accordeon, som oprindeligt var komponeret til den danske accordeon-foregangsmand, Mogens Ellegaard.

Allan Sjølins solofremførelse af Francisco Tárregas habanera fangede tangoen i et af de tidlige stadier, som senere skulle få indflydelse på cubansk musik og jazz. Og endelig fik gruppens diskrete kontrabassist Joel Gonzales hovedrollen i Piazzollas ”Kicho”, som denne havde komponeret til sin egen bassist, Kicho Diaz.

Det blev en betagende opførelse med den smukkeste kontrabasklang i de lange, strøgne solopassager og i dialogerne med guitar og accordeon.

Det føltes helt rigtigt, da et enkelt par sneg sig til en stille dans lidt afsides i salen. Som tango-elsker må det have svært at modstå fristelsen.