Veninder tager af sted hvert år: - Thy Rock kan kurere alt fra kærestesorger til corona

Der er godt gang i festen på Dyrskuepladsen i Thisted, hvor gæsterne er glade for at være tilbage efter tre års pause

Fra venstre er det Lina Skov Nielsen, Mille Madsen Kongslev, Nanna Vester Nielsen og Maya Madsen Kongslev. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Fra venstre er det Lina Skov Nielsen, Mille Madsen Kongslev, Nanna Vester Nielsen og Maya Madsen Kongslev. Foto: Bo Lehm

THISTED:- Det føles som om, vi har ventet i mange år!

Lina Skov Nielsen, Nanna Vester Nielsen, Mille Madsen Kongslev og Maya Madsen Kongslev tager til Thy Rock sammen hvert år - når der altså ikke kommer en global pandemi i vejen.

Derfor var de fire veninder, der alle beskæftiger sig med pædagogfaget til daglig, ovenud lykkelige, da de fredag eftermiddag atter kunne indtage deres faste plads på Dyrskuepladsen efter tre års pause.

- Det giver liv i byen, og det er dejligt endelig at være sociale igen. Det her er ægte Thy!, siger de unge kvinder samstemmende.

Søstrene Mille og Maya Madsen Kongslev plejede at tage til Thy Rock med deres far, Jonnie Madsen, der ofte blev inviteret af sin navnebror til at dele lidt rosévin backstage, når Johnny Madsen var på plakaten.

Derfor er årets festivaloplevelse også lidt af en blandet oplevelse for deres vedkommende:

- Vores far gik bort i januar, inden landet nåede at blive genåbnet efter corona, så det nåede han aldrig at opleve. Vi har mange gode minder sammen med ham fra Thy Rock, og egentlig er det rart at komme ud og føle sig i live igen, og ære ham på en måde. Sorg er en underlig proces, siger Maya Madsen Kongslev.

Men Thy Rock kan læge mange slags sår, er veninderne enige om:

- Thy Rock kan kurere alt fra kærestesorg til corona, siger Mille Madsen Kongslev.

Søstrene glæder sig til at se Dizzy Mizz Lizzy, som deres far var stor fan af, og ellers er veninderne enige om, at ItaloBrothers er et stort højdepunkt for dem.

- Thy Rock er et højdepunkt på året. Man skal tage til Thy Rock, fordi det er hyggeligt, ingen er sure og alle har store smil på, siger Lina Skov Nielsen, og Maya Madsen Kongslev tilføjer:

- Man møder alle mulige, man kender, og som man måske ikke ser så mange andre steder, for eksempel gamle venner fra folkeskolen. Og så er der bare god stemning.

De fire veninder virker til at være rimelig sikre på uniformen, når man tager på festival: Shorts, sneakers, t-shirt og solbriller. Men hvad er egentlig god festival-stil?

- God festival-stil er noget, man føler sig godt tilpas i, og sko, man kan danse i. Der skal være plads til alle, også her i Thisted, lyder det fra kvinderne.

Fredag eftermiddag blev Stor Scene åbnet af Jung, og dermed gik startskuddet til Thy Rock 2022. Allerede tidligt på eftermiddagen var festivalpladsen velbesøgt, sikkert takket være det dejlige solskinsvejr, der slog vejen forbi Thisted.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.