Haas, Mahler, Musikkens Hus

Joshua Weilerstein er tilbage på podiet her i starten af forårssæsonen, og det er garanti for et godt sammensat program og højt musikalsk niveau, selv når det gælder en af orkestermusikkens sværvægtere, Gustav Mahler. Og gudskelov er der ingen metaltræthed at spore i kemien mellem den unge chefdirigent og hans orkester. Orkestret yder sit allerbedste, når Joshua slår tonen an. Weilertein har desuden altid en forståelse af værkerne, som han formår at formidle videre til hele orkestret, som på sin side leverer sit allerbedste, hver gang.

Denne gang bestod programmet af hele to symfonier, begge komponerede i Centraleuropa, af jødiske komponister og med kun 40 års mellemrum. 

Alligevel kan man vanskeligt forestille sig to symfonier mere forskellige end disse. 

Tjekkiske Pavel Haas symfoni blev komponeret i et Tjekkiet, der var besat af nazisterne, og symfonien er ufuldendt, fordi Haas senere blev deporteret og dræbt i Auschwitz. Mahlers 4. symfoni derimod blev komponeret i Europas musikalske metropol, Wien, omkring århundredeskiftet, og den bærer umiskendeligt præg heraf.

Tonesproget i Haas’ orkesterværk er på den ene side mørkfarvet og dystopisk, og samtidigt ildevarslende og uforudsigeligt i sit udtryk. 

Hass’ brug af jødiske og tjekkiske folkemelodier, der bliver sat over for den nazistiske Horst-Wesselsang i aggressivt parodierede marchrytmer, fortæller sin egen tydelige historie; det er en musik, der ikke stryger én med hårene, men nærmest høres og opleves som en mental voldtægt, som et forsøg på at mane helvede frem på jorden.

Præcist sådan blev musikken spillet, og præcist sådan oplevedes den. 

Og oplevelsen havde været ubærlig, var den ikke blevet stillet overfor Mahlers 4. symfoni, hvor det er Mahlers intention at fremmane et billede af himmerig i toner og klange.

I den 4. symfoni er lyset konstant tilstedeværende, klangfarvepaletten pastelagtig, melodierne magisk smukke, musikken flimrer med en mangfoldighed af fine detaljer.

Undtagelsen er 2. satsen, hvor Vesselin spillede op til dødedans på sin forstemte violin og for et øjeblik skabte mislyde i midt i idyllen. 3. satsens fredfyldte adagio, en af Mahlers smukkeste, genskabte den fredfyldte tilstand, der ledte over i sidste sats, hvor lieden ”Det himmelske liv” fik sit liv og lys fra den blændende svenske sopran, Miah Persson.

Orkestrets grupper og solister ydede det ypperste, og Joshua Weilerstein førte an og holdt fornemt sammen på det store orkesterapparat og sikrede, at musikkens strukturer konstant stod lysende klare og flowet levende.

Koncerten blev optaget til P2, men det vides ikke, hvornår den vil blive udsendt. Gå ikke glip af den!