Kulturbro udskudt igen
Banedanmark skal bruge længere tid til at få repareret bropille efter påsejling
Opdateret kl. 14:06
AALBORG: Det skal ikke være nemt at få byggeriet af den ny kulturbro i Aalborg gjort færdig.
Bedst, som Aalborg Kommune troede, at der var udsigt til i løbet af de næste par uger at få broen færdigmonteret som vedhæng til Jernbanebroen, er den forventede åbning igen udskudt.
Slået skæv
Nu forlyder det, at der går yderligere et par måneder, før broen er klar til at tage imod cyklister og fodgængere.
Byrådsmedlem og styregruppemedlem Jens Toft-Nielsen (SF) oplyser, at kommunen har fået en "beklagelig meddelelse" fra Banedanmark, der ikke som ventet når at blive færdig med en reparation af broen. Det bliver ikke i oktober, men først i slutningen af november.
Reparationen er nødvendig efter en påsejling i juni, hvor et skib sejlede på den nordlige bropille ved Jernbanebroens klapfag.
Det resulterede i, at broen blev trykket nogle centimeter skæv, og det har siden voldt kvaler med at få klappen til at gå i hak. Nogle gange må et tog køres ud på broen for at presse klappen ned, når et skib har passeret og broen har været oppe.
Ikke tid før
Banedanmark har programsat reparationen til weekenden 25. til 27. november, hvor man samtidig skifter motor og laver forstærkning af klappen. Arbejdet skal foregå i en samlet proces, og broen vil være lukket for togtrafik i den weekend. Det har ikke været muligt at finde en tidligere dato.
Først når reparationen er udført, kan de sidste 30 meter af kulturbroen hægtes på Jernbanebroen.
- Vi håber, denne tidsplan holder, Der er tale om en force majeure situation, som ingen kunne forudse, og vi må væbne os med nogle måneders tålmodighed endnu, siger Jens Toft-Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.