Kulturen rykker ud bliver permanent
Fyldte kroer og forsamlingshuse, folk der står og klapper på stolene, og stort lokalt engagement.
Det er nogle af de indtryk der står tilbage efter tre år med forsøgsprojektet "Kulturen rykker ud".
Konceptet bygger på at Kulturafdelingen i Sundheds- og Kulturforvaltningen sammensætter en pakke med 4-5 kulturtilbud og tilbyder dem til samrådene i landdistriktet.
Egenbetaling er 3.500 kroner.
- Jeg synes det er et super fremgangsmåde. Ikke bare fordi det er økonomisk attraktivt, men det er også dejligt at nogen finder frem til nogen spændende kunstnere for os. Vi ender med noget andet kultur, end hvis vi skulle stå for det selv. Og så er det også en vigtig faktor at det er let at arrangere, fortæller Mette Andersen, som er en af de frivillige i Gandrup.
Erfaringerne har generelt været gode, og derfor har Sundheds- og Kulturudvalget også besluttet at konceptet nu går fra forsøg til en fast del af kommunens støtte til landdistriktet.
- Ideen med kulturen rykker ud er at give borgere, der bor i landdistriktet, mulighed for at samles om god kultur lokalt. Vi har oplevet et stort engagement og nysgerrighed i forhold til konceptet.
- De lokale arrangører melder tilbage, at de synes det er nemt og billigt for kultur af professionel kvalitet, så vi er glade for at vi kan gøre projektet permanent, fortæller Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen. Og den beslutning vækker begejstring.
- Det er vi glade for, og vi har også allerede bestilt årets rytmiske indspark i den lokale Jonas Schou med band. De her arrangementer gør noget godt for lokalområdet. Vi mødes på en anden bane end ellers. Tit er det sporten der træder frem i vores lokalmiljø, men med kulturen når vi nogle andre borgere. Vi har været mellem 90 og 130 til arrangementerne så der er stor opbakning, fortæller Mette Andersen.
Og det er ikke bare borgerne i landdistriktet som har været glade for "Kulturen rykker ud".
Niels Torp, musiker i bandet Souvenirs, har været booket som et af de bands man kunne "bestille" i det første forsøgsår, og er nu også booket i år under fritvalgskategorien.
- Det var som et meteor der landede i uopdyrket land. Rigtigt mange af de jobs vi var ude til var helt fantastiske.
- Det er et andet publikum, fordi der kommer mange mennesker, der ikke normalt er ude og høre musik på spillestederne. Folk klappede på andre tidspunkter end vi normalt oplever, og det skærpede os som musikere. Jeg husker specielt en koncert i Gandrup, hvor det endte med at publikum stod på stolene og klappede.
- Da koncerten var slut, er vi på de klassiske spillesteder vant til at folk tager hjem. Men ikke her - folk blev og drak øl og snakkede med hinanden - det er da fantastisk, fortæller Niels Torp.
Programmet for 2017 byder på Kunstcafe med Kunsten, nytårskoncerter, julekoncerter og sommerkoncerter med Scene K, Jonas Schou & band, frit valgt kunstner og Stræber - en forestilling af Teater Nordkraft.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.