Kulturhus betyder meget for byen
Nye børnefamilier i Try

John Kristensen fra Try Borger- og Kulturhus får her den nye sponsoraftale overrakt af privatkunderådgiver Iben Aaen, Dronninglund Sparekasse. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen
TRY:Borger- og Kulturhuset i Try er særdeles efterspurgt. Hele vinteren har det således været udlejet i gennemsnit hver anden weekend til private fester. I hverdagen er det også meget brugt. Der er således i år fire hold i yoga.
- Det kører rigtig godt, fortalte formanden for Beboerforeningen, John Kristensen, da han forleden var i Dronninglund Sparekasse for at underskrive en sponsorkontrakt.
- Sponsorpengene betyder meget for vores lille forening og giver os en vis tryghed, sagde han.
- Huset kører fint økonomisk, men der er altid brug for penge til vedligeholdelse. Det er jo et træhus, så det skal hele tiden passes og plejes, og det koster, fortalte han og udtrykte videre en stor glæde over, at man i Try i disse år oplever, at der flytter unge mennesker til.
- Try er en god by, og vi har de senere år fået 6-7 nye børnefamilier. Det betyder meget og giver liv i byen. Vi forsøger at tage godt imod tilflytterne, så de føler sig velkomne. Vi har også fået et par af tilflytterne ind i vores bestyrelse, og de er i det hele taget kommet hurtigt ind i fællesskabet. Den 9. april holder vi en fælles arbejdsdag, hvor vi samler så mange, som vi kan, og så går vi ellers huset godt og grundigt igennem. Her regner jeg da også med, at nogle af de nytilkomne deltager. Det er en god måde at blive integreret på, sagde John Kristensen.
Sidste år lavede man nyt loft og ny isolering. Det kostede 77.000 kroner, og det hele blev lavet af frivillige.
- Vi fik også ny kaffemaskine og nyt køleskab til drikkevarer for pengene, så vi er en aktiv forening, og der sker hele tiden noget. Det skal der også, hvis vi vil bevare Try som en tiltrækkende by, sluttede John Kristensen, formand for Try og Omegns Beboerforening.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.