Kæledyr

Kun Beebob mangler nu et hjem

På nær Beebob holder alle de gravhunde, Nordjyllands Internat i Hjallerup modtog i november, jul hos deres nye familier

Foto: Hans Ravn
Foto: Hans Ravn

Opdateret kl. 14:47

NORDJYLLAND: Gravhunden Beebob mangler som den eneste en ny familie ud af de i alt 12 gravhunde, der i november blev fjernet fra deres ejer. Ejeren afgav frivilligt hundene til Dyrenes Beskyttelse. To af dem blev aflivet kort efter ankomsten til Nordjyllands Internat i Hjallerup.

Udover Beebob holder de resterende ni hunde jul med deres nye familier. Line Poulsen, der er veterinærsygeplejerske på Nordjyllands Internat i Hjallerup, fortæller, at der har været stor interesse for hundene.

- Der har været klart flere henvendelser, end hvad vi normalt ser. Måske det har noget med juletiden at gøre. Det skar lidt i ens hjerte med udsigt til, at gravhundene skulle sidde på internat i julen, siger hun.

Ni af hundene har fået nye hjem, nu mangler kun Beebob. Foto: Hans Ravn

De ni gravhundes nye hjem spreder sig over hele Danmark.

- De er både rejst til Sjælland, en enkelt er i Billund, og der er også nogle her i Nordjylland. Vi har fundet nogle rigtig søde familier med en god portion tålmodighed, siger Line Poulsen.

Hun regner med, at treårige Beebob kommer til at holde jul på internatet.

- Lige nu tror jeg, at folk mest har jul i tankerne, så han bliver her over julen. Men han er en rigtig god hund, så vi skal nok få fundet en god familie til ham. Beebob søger en stille og rolig familie uden mindre børn, men gerne med en anden hund. Det skal ikke være en storbyfamilie, hvor hjemmet minder om Hovedbanegården. Det har han ikke temperament til, siger hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden