Kun hver fjerde nordjyde holder sit nytårsforsæt
Over halvdelen af alle nordjyder går ind i et nyt år med et ønske om at forbedre sit liv - langt de fleste vil dyrke mere motion
NORDJYLLAND: Et pænt stykke over halvdelen af alle nordjyder er gået ind i 2016 med et nytårsforsæt om at gøre dette eller hint bedre i året der kommer. Det viser en undersøgelse foretaget af onlinerejsebureauet Yaneeda.com blandt mere end 1.000 danskere.
Samme undersøgelse afslører, at kun hver fjerde nordjyde overholder løfterne til sig selv om forbedringer i livsstil eller hvad det nu måtte være.
Blandt nordjydernes løfter til sig selv er det at komme i bedre form eller dyrke mere motion topscoreren. Her vil næsten 39 procent forbedre sig.
Det er hele otte procent mere end gennemsnittet på landsplan.
I undersøgelsen har det været muligt at give flere svar.
Samværet med familie og venner kommer sammen med ønsket om at tabe sig ind på en lige så sikker andenplads - lige knap 30 procent vil forbedre disse to punkter i deres liv. Også de to forsætter ligger over gennemsnittet på landsplan, hvor vægttab tager 24 procent af forsætterne, mens samvær med familie og venner tager 23 procent.
Lidt mere overraskende er det, at rygestop - et af de ellers meget traditionelle nytårsforsætter - findes langt nede på listen over forsætterne blandt nordjyderne. Kun godt syv procent har rygestop på listen over livsstilsforbedringer for 2016.f
Når så nordjyderne bryder deres nytårsforsætter, så er de fleste ærlige nok til at erkende, at det skyldes mangel på rygrad. Det angiver godt 51 procent som årsag til, at man svigter sit forsæt.
Generelt blandt danskere er det også motion, der topper med 31 procent, vægttab med 24 procent, mere tid til familie med 23 procent, bedre kost med 20 procent og flere rejser/oplevelser med 19 procent, der udgør de store klumper af nytårsforsætter.
Her nedenfor kan du se undersøgelsens resultater for nordjyderne:
Sådan fordeler nytårsforsætterne sig:
Jeg vil gerne i bedre form/dyrke mere motion: 38,80 procent
Jeg vil gerne være mere sammen med familie og venner: 29,70 procent
Jeg vil gerne tabe mig 29,60 procent
Jeg har ikke noget nytårsforsæt for det kommende år 24,70 procent
Jeg vil gerne rejse mere / nye oplevelser 21,40 procent
Jeg vil gerne have flere store oplevelser 20,20 procent
Jeg vil gerne have sundere kostvaner 19,40 procent
Jeg vil gerne prioritere mit kærlighedsliv 18,40 procent
Jeg vil skifte job/karriere 13,30 procent
Jeg vil gerne holde mere ferie 10,30 procent
Jeg vil gerne stoppe med at ryge 7,40 procent
Ved ikke 6,60 procent
Andet 3,70 procent
Overholder du generelt dine nytårsforsætter?
Jeg har aldrig nytårsforsætter 45,80 procent
Nej 24,70 procent
Ja 19,70 procent
Ved ikke 9,80 procent
Hvad er grunden, når du bryder dine nytårsforsætter?
Jeg har ikke mod/rygrad nok 51,40 procent
Efter et stykke tid går nytårsforsættet i vasken 42,80 procent
Jeg har ikke tid 26,50 procent
Jeg sætter for høje krav til mig selv 21,30 procent
Jeg har ikke råd 18,60 procent
Jeg mangler opbakning til at gennemføre det 17,70 procent
Andre grunde 5,90 procent
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.