Kunne ikke få smertestillende

Steen Holm måtte selv kontakte lægevagt for at få smertestillende til sin døende mor på plejehjem.

Svend Ole Jensen
Steen Holm har sendt sagen til embedslægen. Arkivfoto: Martin Damgård
Skolevæsen 8. april 2012 12:08

For et par uger siden sov 77-årige Oda Holm stille ind på plejehjemmet i Aabybro. Men hendes søn, Steen Holm, Pandrup, måtte til det sidste kæmpe for at sikre, at moderen kunne dø uden smerter. Først da Steen Holm selv fik fat på en vagtlæge, fik moderen det nødvendige smertestillende. Steen Holm fortæller, at hans døende mor tidligere havde fået ordineret et såkaldt smertestillende plaster af lægen. - Da jeg besøgte hende om lørdagen og var klar over, at hun lå for døden, havde jeg en fornemmelse af, at hun havde smerter - flere end smerteplasteret kunne klare. Men jeg kan ikke afgøre om hun har smerter. Det var nødvendigt at tilkalde en sygeplejerske, og jeg kontaktede derfor Jammerbugt Kommunes hjemmesygepleje, fortæller Steen Holm. Døende fanget i faglig strid - Men her fik jeg at vide, at der ikke ville komme en sygeplejerske, fordi der var en faglig sag kørende mod plejehjemmet i Aabybro, fortæller Steen Holm. - Jeg var temmelig rystet over den besked. For mig er det selvfølgelig helt urimeligt, at døende skal bruges i en faglig strid, siger Steen han og kontaktede derefter socialudvalgsformand Steen Andersen (UP). - Han lovede, at der ville kom en sygeplejerske forbi i løbet af dagen. Det skete dog ikke, inden det lykkedes mig at få fat på vagtlægen, som alligevel skulle på sygebesøg på plejehjemmet. Vagtlægen kom midt på eftermiddagen og kunne hurtigt konstatere, at der var behov for smertestillende til min mor, fortæller Steen Holm. Andre skal ikke have den oplevelse - Min mor har haft det godt på plejehjemmet i Aabybro, og jeg har bestemt intet at udsætte på stedet, siger han. - Jeg vidste min mor skulle dø, men det kan ikke være rigtigt, at hun skulle dø med smerter. Derfor råber jeg op. Vi må sikre, at andre ikke får samme oplevelse, siger Steen Holm. - Vi er meget kede af den oplevelse, Steen Holm har haft i forbindelse med sin mors død. Vi ønsker ikke, borgerne skal have den slags oplevelser. Det vil vi beklage, siger borgmester Mogens Gade (V). Han tilføjer, at der har været holdt et møde mellem plejehjemmets ledelse, Jammerbugt Kommunes socialchef, en gruppeleder for sygeplejerskerne og en distriktschef i hjemmeplejen. Proceduremæssig fejl - Der er sket en proceduremæssig fejl. Plejehjemmet skulle have sørget for at kontakte sygeplejerske eller læge. Det har plejehjemmet erkendt og beklaget og proceduren er nu indskærpet, siger Mogens Gade og tilføjer, at mødet også konkluderede, at der ikke er nogen faglig sag kørende mellem sygeplejersker og plejehjem. Socialudvalgsformand Steen Andersen (UP) siger, at han heller ikke kender til nogen faglig sag mellem hjemmesygeplejen og plejehjemmet. - Men det er en meget beklagelig sag, som skyldes at nogen er gået lidt fejl af hinanden, siger han. Sygeplejerskernes tilllidsrepræsentant Anne Dorthe Møller siger, at hun ikke er bekendt med en faglig sag mellem sygeplejerskerne og plejehjemmet. Hun har ganske vist kun været tillidsrepræsentant i få måneder, men hendes forgænger, Majbritt Ulstrup kender heller ikke til nogen konflikt. Steen Holm har sendt sagen til embedslægen i Nordjylland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...