Lokalpolitik

Kunst i valgkampen

Dronninglund Kunstcenter er ”plakatfuld” de kommende uger.

Kunstnerisk leder Jette Abildgård og museumsinspektør Margit Bech Larsen studerer nogle af de mange plakater, der er udstillet i øjeblikket på Dronninglund Kunstcenter.
Kunstnerisk leder Jette Abildgård og museumsinspektør Margit Bech Larsen studerer nogle af de mange plakater, der er udstillet i øjeblikket på Dronninglund Kunstcenter. Jørgen Ingvardsen

DRONNINGLUND: Det blev en særdeles festlig åbning, da Dronninglund Kunstcenter i søndags havde fernisering på den nye udstilling, der omfatter flere hundrede politiske plakater.

Udenfor blev de besøgende modtaget af Gerå Engvejs Gadeorkester, der i det fine efterårsvejr gjorde sit til at gøre åbningen festlig. Indenfor er der udstillet plakater overalt, og når man rundt til dem alle, har man faktisk været igennem omkring 100 års historie set gennem plakater.

- Man må sige, at vi lever op til vores vision om at være brede, sagde kunstnerisk leder, Jette Abildgård i sin velkomsttale.

- Denne udstilling er noget helt nyt og meget aktuel, da vi jo snart har kommunalvalg, sagde hun.

- Plakater er et fantastisk materiale, sagde museumsinspektør ved Arbejdermuseet i København, Margit Bech Larsen, der holdt åbningstalen. Det er Arbejdermuseet, der har udlånt plakaterne, og udstillingen er en gentagelse af den udstillingen, man kunne se på Arbejdermuseet sidste år.

- Et billede kan sige meget mere end tusinde ord. Hver af de hundredvis af plakater, der hænger her, er udtryk for en politisk kamp. De har været redskaber brugt aktivt i tidens politiske kampe om ressourcer, magt og holdninger, sagde hun.

Normalt forbinder man måske ikke valgplakater med kunst, men mange af plakaterne i udstillingen er faktisk udført af fine og anerkendte kunstnere som Ib Spang Olsen, Klaus Albrechtsen og Mikael Witte.

Udstillingen, der foruden plakater også rummer en række fotografier, kan ses frem til søndag den 17. november.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden