Kunst skal irritere mig
FORBEREDELSE: I disse dage har Nordenvind og gallerist Eric Kaare travlt med at vælge kunst til Art Herning
SÆBY: Galleri Nordenvind i Kulturgaden Algade i Sæby ligner netop i disse dage et sted, hvor den berømte vind lige er fejet igennem for fuld styrke.
Gallerist Eric Kaare klør sig i nakken, vender og drejer billeder, går frem og tilbage, og sætter de værker fra, som han regner med, han skal have med på udstillingen Art Herning, der løber af stabelen første weekend i februar.
Eric Kaare har de seneste 12 år været med til at arrangere kultur-busturen fra Vendsyssels østkyst fra Skagen i nord til Sæby i syd, noget han og bibliotekar Grethe Hagensen i sin tid fandt på og koordinerede. I dag er kulturbussen ren kult, og der er både mange glade gengangere og masser af nye kunstinteresserede passagerer.
- Ja, det startede fordi jeg fik nogle fribilletter, og Grethe Hagensen er en ørn til at få det praktiske til at glide. Så vores fælles kærlighed til kunsten startede samarbejdet mellem Galleri Nordenvind og Frederikshavn Kommune, fortæller Eric Kaare.
Ok, så må han også afsløre, hvordan han bærer sig ad med at vælge god kunst til sit galleri - og kunst til udstilling på Art Herning.
- Hvis jeg ser et billede, og jeg får den dér underlige irritation i maven, og bliver ved med at vende tilbage til maleriet, skulpturen eller hvad det nu er for en genstand, jeg møder på min vej, så bliver jeg nysgerrig, videbegærlig, spændt, interesseret, og spørgelysten. Jeg vil simpelthen finde ud af, hvad det er, der får mig til at føle sådan, og hvorfor netop dette arbejde sætter masser af følelser i gang. Og så ved jeg ret hurtigt, at dét er noget ganske særligt, siger Kaare.
Og ganske som småbørn bliver nysgerrige og undersøger ting ved at smage på dem, smager Kaare på kunsten med alle tentakler på red alert.
Han viser et eksempel på, hvad han mener, ved at præsentere kunstneren Patrizia Casagrandes billeder. Hendes billeder ligner kæmpemæssige fotografier af mennesker i baggrunden, har en grov tekstur, som store pixels, skabt af ler, som hun selv farver, og passerer gennem et ”filter”.
- Hun maler i bogstaveligste forstand med ler i alle regnbuens farver, og oplevelsen er taktilsk, når man blødt rører ved billedernes overflade. Hun er i øvrigt en tysk-italiersk maler, der næsten ikke kan nå at male færdigt, før hendes billeder flyver ud af døren, fortsætter Kaare.
Også Bram van Rio, Ian Rust, Georg Wittwer - den sidste er bl.a. kendt for sine skulpturer af veloplagte baby-flodheste og fugle - fremstillet i genbrugsmaterialer.
En ting er kunst - en anden kunstrammerne, der i følge Kaare er et helt kapitel for sig. Og rammer er bestemt ikke ens verden over.
- Hvor tyskerne gerne vil have brede, kraftige rammer - lidt i stil med de tunge biedermeir-møbler - vil franskmændene have smalle, elegante rammer. Og amerikaner noget helt tredje. Den nu dygtige maler Poul Sørensen sagde altid: Rammerne omkring kunsten betyder desværre skuffende meget, smiler Kaare.
Med andre ord skal en ramme ikke overdøve et godt maleri.
Midt i Galleri Nordenvind står to mobiler, den ene i gjaldende gult, den anden i skrap cyklamen. Svære at få øjnene fra.
Det er kunstneren Vibeke Linnemann, der har ansvaret for dem.
- Galleriet har samarbejdet med mange kunstnere gennem årene, og kodeordene har altid været de samme. Vi foretrækker originalerne frem for kopisterne. Det gør nemlig livet sjovere. Og om kunstneren er fra New Delhi, Støvring eller Slagelse, er dybest set underordnet. Jorn kom fra Silkeborg, Peter Brandes fra Odense og Shahid Parves er fra Udaipur - i Rajasthan. Og de er alle fremragende kunstnere. Så de er interessante, slutter Kaare.
Det er 22. år i træk, kunstmesse Art Herning viser kunst - denne gang 1.-3. februar i Herning Kongrescenter. Tag med og mød nogle af de førende, danske gallerier, der medbringer hundredvis af værker fra internationale, landskendte og nye talentfulde kunstnere.
Art Herning arrangeres i samarbejde med Dansk Galleri Sammenslutning, og vil du med kunstbussen, kan billetter købes på bibl.frederikshavn.dk under Det sker eller på dit lokale bibliotek i den betjente åbningstid - og tilmeldingsfrist er 29. januar.
På www.artherning.dk/ ser du det fulde udstillingsprogram, på bibl.frederikshavn.dk får du program for busturen, mens billetter kun kan købes på bibl.frederikshavn.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.