Lokalpolitik

Kunsten at kunne tælle til 16

Opposition kan gøre livet surt for borgmesteren, siger kommunalforsker Roger Buch

Roger Buch - muligheden for et alternativt flertal kan gøre det surt for enhver borgmester.
Roger Buch - muligheden for et alternativt flertal kan gøre det surt for enhver borgmester.

En borgmester uden et flertal i ryggen kan få meget svært ved at agere. Omvendt skal oppositionen passe på ikke at overspille sin rolle og udelukkende fokusere på at skabe problemer for borgmesteren. Det siger Roger Buch, forskningschef i statsvidenskab på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, i en kommentar til den spegede politiske situation i Frederikshavn Kommune. Ikke sjovt for en borgmester Som omtalt mistede borgmester Lars Møller (V) sit flertal, da byrådsmedlem Jette Toft forleden valgte at melde sig ud af SF og blive løsgænger, og det ændrede fundamentalt vilkårene for det lokalpolitiske arbejde. Se tv-interview med Jette Toft her - Politik handler om at forhandle, medmindre et parti har absolut flertal, men det er selvsagt lettere at forhandle med venligtsindede partier fra samme fløj, end med en løsgænger der står helt frit. - Oppositionen har nu mulighed for - i hvert fald rent matematisk - at skabe et alternativt flertal uden om borgmesteren, og hvis de udnytter det, bliver det ikke sjovt at være borgmester, siger Roger Buch. Den ultimative ydmygelse Han nævner et fortilfælde fra Aarhus Kommune, hvor Venstre-borgmester Louise Gade for nogle år siden blev taget på sengen og måtte se et alternativt flertal vedtage kommunens budget uden regeringspartiet Venstres deltagelse. - Det er den ultimative ydmygelse, hvis en borgmester skal administrere et budget, som de politiske modstandere har strikket sammen. Det er ikke sjovt, og slet ikke hvis økonomien, som i Frederikshavn Kommune, er under hårdt pres, siger Roger Buch. Skal ikke overspille Omvendt advarer han oppositionen mod at overspille sin rolle og kun tænke taktisk og på at skabe problemer for borgmesteren. - Vælgerne har en forventning om, at alle politikere tager jobbet alvorligt og arbejder seriøst på at løse de problemer, kommunerne har. Hvis ikke, kan straffen falde på valgdagen, siger Roger Buch. Ej sikret flertal i byrådssalen Med Jette Tofts exit fra SF mistede VK-SF-flertallet i børne- og ungdomsudvalget samt i arbejdsmarkedsudvalget, men også beslutninger taget i de øvrige fagudvalg kan til enhver tid underkendes i byrådssalen, hvor Lars Møller ikke længere pr. automatik kan regne med støtte fra 16 af de 31 byrødder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden