Aalborg

Kunsten hædret

Det nordjyske kunstmuseum modtog torsdag Artbeat Prisen for nytænkning i forbindelse med kultur- og museumsformidling

Museumsdirektør Gitte Ørskou (midten) fik overrakt prisen af kulturminister Marianne Jelved (tv). Til højre er det kommunikationsmearbejder ved Kunsten Lars Ulrich Tarp Hansen Foto: Mikkel Elbech
Museumsdirektør Gitte Ørskou (midten) fik overrakt prisen af kulturminister Marianne Jelved (tv). Til højre er det kommunikationsmearbejder ved Kunsten Lars Ulrich Tarp Hansen Foto: Mikkel Elbech

Opdateret kl. 19:53

AALBORG: Artbeat Prisen, der hylder det bedste inden for dansk kulturformidling, blev torsdag uddelt, og hæderen gik til kunstmuseet Kunsten i Aalborg, som har formået at nytænke kultur- og museumsformidling på nye spændende måder.

Museumsdirektør Gitte Ørskou fik overrakt prisen på Teatret ved Sorte Hest i København af kulturminister Marianne Jelved, der bl.a. gav prismodtageren følgende ord med på vejen:

- Juryen for Artbeat Prisen 2015 har valgt at lade kulturformidlingsprisen gå til Kunsten. Begrundelsen er den store kvalitet og kreativitet, som er lagt i selve formidlingen af museets værker, lød det fra Marianne Jelved, der tilføjede:

- Som følge af restaurering og revitalisering af den over 40 år gamle museumsbygning har Kunsten tænkt kultur- og museumsformidling på nye, spændende måder og har således valgt at flytte værkerne ud af deres vante rammer.

Nogle af de anderledes steder, som borgerne kan møde kunsten, er på Aalborg Banegård og i private hjem, bl.a. har der hængt værker hos Tina Muusholm i Hobro og hos Rikke og Mikkel Meyer Andersen i Hjallerup.

I den kommende weekend rykker kunsten ind hos familien Warnakula i Frederikshavn.

Stor betydning

Og det var en meget glad Gitte Ørskou, der kunne drage hjem til det nordjyske med hæder og de mange pæne ord i bagagen.

- Prisen betyder rigtigt meget for os, fordi vi jo arbejder ihærdigt med, hvordan vi kan tale om kunst på en ny måde, siger museumsdirektøren.

- Når vi eksperimenterer og gør tingene på anderledes vis end normalt, har det været et sats fra vores side.

- Så vi er selvfølgelig både glade og stolte, når vi bliver belønnet for det. Også fordi det er sjældent, at nogen lægger mærke til formidling, konstaterer Gitte Ørskou.

25.000 kr. og en statuette

Ud over æren modtog prisvinderen en check på 25.000 kr. samt en bronzestatuette.

Artbeat Prisen blev uddelt for tredje gang, og alle gangene er den gået til Nordjylland.

I 2013 modtog Platform4 prisen, mens kunstprojektet ”Campingkvinder” blev hædret sidste år.

Prisen er indstiftet af Have Kommunikation og uddeles i samarbejde med Spar Nord Fonden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden