Kunstnere deler smagsprøver ud
Aalborg Kongres & Kultur Center satser stort søndag med gratis underholdning til ventende i billetkø
AALBORG: Aalborg Kongres & Kultur Center laver en lille fest ud af det, når centret søndag sætter gang i billetsalget til sæsonen 2014-15. Centret forventer pres på billetsalget og åbner ekstra luger og telefonsluser, og mens folk venter på, at det bliver deres tur til at blive ekspederet, kan de lade sig underholde af nogle af de kunstnere, som skal optræde i løbet af sæsonen.
Fire friske handyr
Opera- og musicalstjernen Louise Fribo giver en smagsprøve fra musicalopsætningen ”I Love Musicals”, og så går det slag i slag med Flemming Jensen fra komedien ”Fandens til Fangstmænd” og operasangerne Guido Paevatalu og Niels Jørgen Riis fra operaen ”Elskovsdrikken”.
Benny Vejlby fra Rock & Roll museet i Blokhus fortæller om Elvis Presleys liv som optakt til ”Elvis - The Musical”, der gæster Aalborg i februar.
Underholdningen varer et par timer og kædes sammen af direktør Ernst Trillingsgaard. Programmet slutter af med fire friske handyr - Gordon Kennedy, Joachim Knop, Farshad Kholghi og Mikkel Schrøder Uldal - der med showet ”Den Nøgne Sandhed” kommer tæt på sandhederne om mænd - også de pinlige.
Også noget til maven
Billetsalget slutter kl. 16, og gæsterne bliver undervejs budt på smagsprøver fra Papegøjehavens køkken, ligesom kiosken langer gratis is over disken.
Hos Aalborg Kongres og Kultur Center er der sommerfugle i maven, for det er helt afgørende at få skudt salget godt i gang til den kommende sæson. De store og nye arrangementer tegner sig for i alt 29.000 billetter. Alene Cirkusrevyen 2015 tegner sig for 12.000 billetter.
Billetter kan selvfølgelig også købes elektronisk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.