Kunstsalg var et tilløbsstykke
Galerie Wolfsen og Dok#1 ryddede op og solgte ud

Rigtig mange kunstinteresserede var på pletten i går, da Galerie Wolfsen i samarbejde med kunsthåndværkerne i Dok#1 slog dørene op til oprydningssalg.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Galerie Wolfsen var i går rammen om et oprydningssalg, og det var såvel galleriet selv, der havde ryddet op i gemmerne, som deltagerne fra kunsthåndværkermarkedet Dok#1, der bød på frasorterede unikaprodukter til billige priser. Galleriet havde gode tilbud på omkring 500 værker af såvel danske som udenlandske kunstnere, og imellem de mange malerier, litografier og skulpturer var en gruppe kunsthåndværkere rykket ind med bl.a. glaskunst, smykker, keramik og designertøj. Kunstsalget var for såvel inviterede kunstforeninger som for alle andre, og kunstinteressede strømmede til, da galleriet slog dørene op om formiddagen. Én af dem, der kom på slaget 11, var socialrådgiver Dorte Buus, der - som bestyrelsesmedlem i Aalborg Kommunes familie- og beskæftigelsesforvaltnings kunstforening - var på udkig efter god kunst. Da hun efter en times tid var færdig med at granske de mange muligheder, var hun faldet for seks værker, som kom med hjem til kunstforeningens medlemmer. - Jo, det er gode ting. Dem er jeg godt nok glad for, lyder det spontant fra Dorte Buus, da hun tager et ekstra kig på de indkøbte ting. - Når jeg vælger værker, skal det for det første være noget, jeg selv kan lide. Og for det andet skal det være noget særligt. Jeg lægger meget vægt på, at det er en anerkendt kunstner, og at det er unikakunst. Det skal være noget særligt. For er der kun ét af slagsen, har det større værdi, også på længere sigt, mener Dorte Buus, der drog af sted med både malerier, akvareller og en håndkoloreret litografi med signatur af henholdsvis Christopher Galvin Harrison, Peter Skovgaard, Nina Kleivan, Trude Semb samt René Holm. Værker til halv pris Og hun er overbevist om, at hun har gjort et godt køb. - Nogle er værkerne har jeg købt for halv pris. Så jeg er virkelig godt tilfreds. Og så vil jeg lige tilføje, at jeg har fået en rigtig god vejledning, mens jeg gik rundt og kiggede, understreger Dorte Buus. Andre kunstforeninger har også fundet vej til galleriet denne onsdag formiddag. Blandt dem kunstforeningen i Spar Nord, repræsenteret ved Steffen Glarbjerg og Bent Nørgaard. - Jamen, vi har helt sikkert gjort et røverkøb. Vi har sparet ca. 40 procent, lyder det prompte fra Steffen Glarbjerg, der er gået efter litografier og kan gå hjem til foreningen med fire af slagsen, nemlig et par stykker af Leif Sylvester samt et af Peter Martensen og Hans Voigt Steffensen. - Når vi køber billigt ind, betyder det, at foreningens medlemmer kan få flere gode ting, siger Steffen Glarbjerg, der til daglig er direktør for Spar Nords afdeling på Hasserisvej. Og med et lunt glimt i øjet tilføjer han grinende: - Det er jo en fornøjelse at være på arbejde og beskæftige sig med kunst i stedet for pengesager i disse tider... På rundtur mellem kunsten er der også rigtig mange kunder, der ser efter noget til sig selv eller blot orienterer sig. - Jeg er helt nybegynder, men jeg interesserer mig meget for kunst og synes, det er rigtig spændende at komme rundt. Jeg går ikke efter noget bestemt, men kigger bare. Sidste år gjorde jeg nemlig et godt køb i et andet galleri, så det er godt at komme rundt og kigge, mener bibliotekar Line Hoffgaard fra Aalborg. Helt på linje med hende er ægteparret Annalise og Bjarne Larsen fra Aalborg: - Vi kan godt li' det der med udsalg! Og så trænger vi til lidt nyt derhjemme. Men vi ved ikke, om det lige bliver i dag, vi køber noget. Vi kommer på gallerierne, når der er noget spændende. Og i dag har vi også kigget på kunsthåndværkernes ting, for det interesserer vi os også for, fortæller ægteparret, der har kig på en litografi af J.V. Martin, som er sat ned fra 2000 til 1000 kr. Blandt kunsthåndværkerne, som viste deres ting, var Anne Flohr fra Lillevorde, der skaber mundblæste glasprodukter. - Jeg er rigtig glad for det her initiativ, for det er en slags eksponering. Det betyder meget at blive sat i forbindelse med et velrenommeret sted som Galerie Wolfsen. Jeg tror, at vi alle har gavn af at lave noget sammen. Samtidig betyder det meget at komme ud og snakke med kollegerne og med kunderne - ikke mindst for at finde ud af, hvad de ønsker, forklarer Anne Flohr. Synergi-effekt Det er 20. gang, at Galerie Wolfsen holder oprydningssalg, men kun anden gang at det foregår i et samarbejde med kunsthåndværkerne i Dok#1. - Jeg er superglad for samarbejdet, det giver et frisk pust både for mig selv og for kunderne - en synergi med dem, kunsthåndværkerne plejer at handle med, og dem jeg plejer at handle med. Det her samarbejde skulle gerne bidrage til, at der kommer nogle flere mennesker for at kigge på kunst og kunsthåndværk, siger Kent Wolfsen, indehaver af Galerie Wolfsen. Han forklarer, at de værker, som galleriet har med på oprydningssalget, er for at give plads til alt det nye kunst. - Den kunst, vi sætter prisen ned på, er typisk ældre værker, der har stået på vores lager i meget lang tid. Det kan også være en enlig "svale", der er tilbage fra en serie af flere værker, eller noget kunst, vi har taget i bytte. - Men jeg kunne ikke finde på at sætte et nyt billede ned til halv pris på en af de kunstnere, jeg repræsenterer i dag, og som har en aktuel udstilling her, konstaterer galleriejeren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.