Kursister maler byen rød
Kunsten rykker ind i Hadsunds mange butikker
HADSUND: Fra fredag 24. marts og til udgangen af uge 14 kan man ved selvsyn se, hvad de går og laver i byens Kunsthus på Ø. Allé 16 i Hadsund.
I stedet for at lave en traditionel udstilling har indehaveren Kiss Jönsson nemlig udfordret Hadsund Handel og dermed byens butikker til at lægge et vindue eller en plads til rådighed for hendes kursister. Altså én kunstner pr. butik eller forretning.
- Både mine kursister og jeg er meget glade for denne mulighed, byen så flot har bakket op om, men nogle er også en smule nervøse, føjer Kiss Jönsson til.
For de fleste er det allerførste gang, de udstiller "sig selv" i form af et maleri eller akvarel.
Kursisterne har modtaget undervisning i kortere eller længere tid hos Kiss Jönsson, der udover at drive Kunsthuset også har sit eget kreative firma: KissArt.
Kursisterne kommer ikke bare fra Mariagerfjord kommune men også fra nabokommunerne Randers og Rebild, så en del kører ret langt hver mandag.
For en af kursisterne, Susan Hamarayan Mortensen, har formålet med kurset også været at blive bedre til at tale dansk, Susan kom til Danmark fra Trinidad for ca. 2 år siden, og bl.a. undervisningen i Kunsthuset har forbedret hendes sprog gevaldigt.
I Hadsund Handel glæder de sig over samarbejdet med Kunsthuset.
- Vi har selv en lang liste af aktiviteter fordelt over hele året, nogle traditionelle og nogle nye, men når der kommer et spændende og utraditionelt tilbud som det, Kiss Jönsson her kommer med, er vi helt klar til at bakke op og 16 butikker/medlemmer har givet tilsagn på at stille vinduesplads til rådighed, fortæller den aktivitetsansvarlige Jan Vestergaard..
Der vil i hver butik findes en seddel, hvor man kan læse, hvem der udstiller hvor, og ellers kan man altid på Kunsthusets Facebook-side følge med i, hvad der sker omkring kunsten i Hadsund.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.