Kusk: - Troede vi havde det under kontrol
AaB’s bedste mand mod OB ærgrer sig over, at man ikke fik dræbt kampen med et tredje mål

Her er det sket. OB har udlignet til 2-2 i overtiden. Foto: Henrik Bo
AALBORG:Kasper Kusk var bedste AaB-spiller i onsdagens bitre 2-2 pille mod OB i Superligaen, men kreatørens egen og holdets gode indsats var svær at glæde sig over i minutterne efter slutfløjtet. Cedric N’Koums mål tre minutter inde i overtiden fyldte hele hovedet.
- Vi har jo egentlig opgøret under kontrol og er spilstyrende i det meste af kampen. Jeg sad egentlig ude på bænken til sidst og havde en god fornemmelse, men når man kun er foran med et mål, så vil der automatisk komme lidt tryk på til sidst. Så sker der nogle gange tilfældigheder. Det var bestemt ikke fortjent, at OB fik point, lød det fra Kasper Kusk.
- Vores pasningsspil flyder meget bedre, og det hænger nok lidt sammen med, at OB gerne vil spille fodbold og giver os pladsen. Vi har vel også de muligheder, som skal give os det tredje og afgørende mål. Men der mangler lige den sidste coolness i feltet, sukkede Kusk.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.