Kvinde fængslet for ulovligt arbejde på massageklinik
En 24-årig kvinde blev anholdt i Vendsyssel i forbindelse med en europæisk aktion mod illegalt arbejde
VENDSYSSEL: En 24-årig nigeriansk kvinde blev fredag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have arbejdet ulovligt på en massageklinik i Vendsyssel.
Det oplyser anklager Mette Bendix.
Kvinden blev anholdt i forbindelse med en aktion mod illegalt arbejde, som fandt sted over hele Europa.
I Retten i Hjørring erkendte kvinden, at hun havde arbejdet uden arbejdstilladelse i Danmark, fortæller anklageren.
Kvinden blev varetægtsfængslet med henblik på en udvisning af landet.