Kvinde ramt af en bigballe
Er kørt på sygehuset med hoftebrud
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:03
LYNGSÅ: En 56-årig kvinde ringede selv til alarmcentralen, da hun mandag kort efter klokken 19.30 fik en mini-bigballe ned over sig ved Knøsvej ved Lyngså.
- Hun lå med underkroppen under bigballen, og var selv i stand til at ringe 112, fortæller indsatsleder Bo Isaksen fra Beredskabet i Frederikshavn Kommune.
Kvinden havde været i gang med at løsne en strop på en bigballevogn, da en af ballerne faldt ned.
Vejer cirka 200 kilo
Uheldet skete i forbindelse med arbejde på gården, som kvindens mand ejer.
- Hun har fået et brud på hoften, og er kørt på sygehuset, oplyser vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.
Han tilføjer, at bigballen vurderes at veje cirka 200 kilo.