Kvinde vækket af brand
Hus i Frejlev ramt af brand tidlig fredag morgen
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:53
FREJLEV: Fredag kort før kl. 05 opstod der brand i et hus på Kalmanparken i Frejlev vest for Aalborg.
Det var en kvindelig beboer i huset, som blev vækket af branden, og hun nåede ud af huset i tide og fik ringet 112.
Kvinden nåede at lukke dørene i resten af huset, og formentlig derfor nåede ilden ikke at brede sig fra det værelse, hvor branden var opstået.
- Ilden var dæmpet, da vi ankom, fortæller indsatsleder Nils Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab.
Brandmændene fik hurtigt slukket ilden.
Indsatslederen roser beboeren, fordi hun fik lukket dørene i huset, så ilden kunne begrænses til et enkelt værelse.
Værelset er brandskadet, mens resten af huset er røg og sodskadet.
Ifølge Nordjyllands Politi skal teknikere undersøge brandstedet, da man ikke umiddelbart kan se, hvordan ilden opstod.