Dokkedal

Kvinde ville brænde mand inde i hus

39-årig kvinde satte ild til hus i Dokkedal, mens hendes mand stadig lå og sov

Foto: Henrik Bo
Foto: Henrik Bo Pressefotograf Henrik Bo

Opdateret kl. 19:41

DOKKEDAL: En 39-årig kvinde blev fredag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør, sigtet for at forsøge at brænde hendes mand inde i deres hus på Kystvejen i Dokkedal.

Ifølge sigtelsen hældte kvinden natten til torsdag brandbar væske ud på trappen op til 1. salen i parrets hus, hvor hendes 42-årige mand lå og sov og satte ild til trappen.

Der skete en kraftig røgudvikling, og den 39-årige fik tilsyneladende kolde fødder og ville slukke ilden, uden at det lykkedes. I stedet fik hun fat i en nabo, som slukkede ilden med en pulverslukker og fik reddet den sovende mand ud af huset, oplyser politikommissær Lars Nørskov Jørgensen.

Kvinden blev anholdt torsdag eftermiddag.

Den 39-årige kvinde nægtede i grundlovsforhøret at sige noget som helst. Selv ikke hendes navn ville hun oplyse, og derfor blev der ikke kastet lys over, hvad motivet til brandstiftelsen kunne være.

Kvinden er sigtet for den grove brandstiftelsesparagraf for bevidst at bringe andres liv i fare. Straframmen er fængsel op til livstid.

Den 39-årige blev varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling. Hun kærede ikke kendelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden