Kvinder løber i en god sags tjeneste
Opdateret 17. august 2015 kl. 12:38
Blokhus: Der bliver endnu engang løbet for en god sag, når Blokhus Kvindeløb 26. august løber af stablen i Blokhus Klitplantage, hvor der startes med opvarmning på pladsen ved Gatewayen klokken 17.40.
Det er 9. gang, kvindeløbet, der afvikles af Lions Pandrup, bliver gennemført, og denne gang går overskuddet fra løbet til Sorggruppen i Jammerbugt Kommune.
- Også i år kan løbere i alle aldre og i alle løbeformer deltage på ruterne, der er på to, fem og 10 kilometer, fortæller Birgit Esbensen fra Lions Pandrup.
Der er præmier til de tre hurtigste, ligesom der er forskellige udtrækningspræmier på spil.
Da formålet med Lions er at tjene penge til humanitært arbejde, har man i år valgt at donere hele overskuddet til Sorggruppen i Jammerbugt Kommune, ligesom medlemmerne selv afholder alle udgifter.
- Meningen er, at børn, der har mistet en nær slægtning, kan få den hjælp, der er så vigtig for, at barnet kan komme igennem sorgen, forklarer Birgit Esbensen.
Lions Klub vælger altid et projekt, der er mere eller mindre afhængige af donationer.
Dette gør sig også gældende for Sorggruppen.
- Sorggruppen tager børnene med til forskellige former for socialt samvær og besøger blandt andet gravstedet med en blomst. Det er der ikke penge til med mindre Sorggruppen modtager en donation, forklarer Birgit Esbensen.
Man kan tilmelde sig løbet på www.lionsclubpandrup.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.