Kvisseldrab: 29-årig erkender knivstik

Den medtiltalte 29-årige mand forklarede, at han ikke vidste, der lå en person under dynen, som han stak i

Foto Lars Pauli

Foto Lars Pauli

KVISSEL:Ikke bare den 16-årige pige fra Kvissel, der ved byretten blev idømt ni års fængsel for at have været med til at slå sin 40-årige mor ihjel, har ved ankesagen i landsretten ændret sin forklaring. Det har også hendes medtiltalte og dømte ven, en 29-årig mand med irakisk baggrund.

Den 29-årige mand, der fik 13 års fængsel for drabet i byretten, ændrede mandag i landsretten sin forklaring, så han nu erkendte at have været i soveværelset, hvor den 16-åriges mor blev stukket ihjel.

I landsretten forklarede den 29-årige således, at han havde været i soveværelset, og at han havde stukket med en kniv, fordi pigen sagde at han skulle.

Men han nægtede at have vidst, at der lå en person under dynen.

- Han forklarede - i modsætning til sine tidligere forklaringer til politiet - at han ikke hørte hverken snorken eller vejrtrækning i værelset, ligesom der ikke var nogen bevægelse under dynen, og derfor hævdede han, at han ikke vidste, der lå en person under dynen. Han stak bare ned i dynen, lød hans forklaring, oplyser anklager Mia Haaning, anklager ved Statsadvokaturen for Nord- og Østjylland.

Anklageren oplyser, at der under den flere timer lange afhøring af den 29-årige fremkom en række andre mindre ændringer i den 29-åriges forklaring.

Flere ændringer

Begge de tiltalte har gennem hele sagsforløbet ændret forklaringer nogle gange. Således hævdede den 16-årige i byretten, at hun befandt sig nede i stuen, da hun hørte et skrig fra 1. sal, hvor moren lå og sov. Herefter så hun en skikkelse ude i haven, og i byretten forklarede hun, at hun var kommet frem til, at det måtte være den 29-årige ven, der havde begået drabet.

Den 29-årige derimod sagde i byretten, at han først var kommet til huset i Kvissel efter, at den 16-årige ifølge ham havde slået sin mor ihjel.

Med den nye forklaring har de to begge placeret sig på gerningsstedet på tidspunktet for drabet.

Det skal Landsretten så forsøge at finde hoved og hale i. Først skal der i løbet af tirsdag afhøres yderligere vidner, dernæst er der onsdag procedure fra både anklager og forsvareres side, og endelig forventes der dom fra landsretten torsdag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.