Lås døren, hvis du griller i haven
Selvom man er hjemme, dækker forsikringen ikke altid, hvis ikke fordøren er låst og vinduerne lukket
NORDJYLLAND: En dejlig sensommeraften med afslapning på terrassen og godt gang i grillen. Dét er livet, men de færreste tænker på at låse fordøren og lukke vinduerne, mens tilværelsen blidt nydt under åben himmel. Og det mener GF forsikring er en fejl.
- Hvis en tyv skaffer sig adgang gennem et åbent vindue eller en ulåst dør, er det ikke at betragte som et indbrudstyveri, men et såkaldt simpelt tyveri, og så er det ikke sikkert at forsikringen dækker. Det gælder også, selvom man er hjemme, forklarer Birthe Jensen, forretningsfører hos GF Nord.
Uanset om man er hjemme eller ej, har en ulåst dør eller et åbent vindue meget stor betydning for, hvordan ens forsikring dækker.
Let spil for tyven
- Når tyven kan gå ind af en uaflåst dør, er det et simpelt tyveri, og så er fx kontanter, guld, sølv og smykker ikke dækket på indboforsikringen. Det gør ingen forskel, at man selv er hjemme, sidder på terrassen eller befinder sig i baghaven, det er adgangen til huset, det handler om. Sidder man fx og ser fjernsyn i stuen, læser avis på terrassen eller slår græs, mens en bagdør er uaflåst, så har tyven relativt let spil, forklarer Birthe Jensen.
Som oftest går tyvene efter kontanter og smykker, men hvis tyven også løber med andre værdigenstande, for eksempel pelse, vin eller spiritus, vil forsikringen typisk kun dække op til fem procent af den samlede indboforsikringssum.
Lås og luk helt
Hvis man vil være dækket af sin forsikring, skal man altså låse sine døre og lukke sine vinduer. Også selvom man er hjemme.
- Man bør låse sine døre, selvom man er hjemme, og huske at lukke vinduerne igen efter udluftning. Eller sørg i det mindste for at gemme kontanter, guld, sølv og smykker godt og grundigt væk, siger Birthe Jensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.