Lad alle leve med fred

TRO:Min svigerinde og min bror var på besøg fra Indien, efter jeg blev by-pass-opereret. De tilhører en anden generation af indere, som går meget op i religion. Man er 100 pct. vegetarer, ikke engang æg vil de spise. De er bestyrelsesmedlemmer i en religiøs sekt i Indien, som ganske pudsigt er startet af en inder i Zürich i 60'erne. Vi skal selvfølgelig besøge dem. Efter et hyggeligt samvær med mine indiske rødder og danske børn og børnebørn tager vi tre til Zürich. Vi ankommer, men kan ikke finde nogen til at modtage os som aftalt. Jeg fandt ud af, at der var to udgange i lufthavnen, jeg gik sammen med min svigerinde til den anden udgang på udkig efter en inder. Der var ingen, men en europæisk dame så min svigerinde i sari og hilste på os, hun var fra den Ashram, et indisk kloster. En yndig og dog simpel dame med et naturligt smil over hele ansigtet. Hun kørte os til Ashramem, ca. 30 km uden for Zürich, midt i et beboelseskvarter. Vi kom ind i huset, der var et rum til at placere sko, og vi fik udleveret hjemmesko. Inden vi gik videre i huset, fik vi en skefuld vand på hovedet - lige som i et tempel i Indien. Vi fik anvist værelser og fik te, indisk "tjei". Vi skal gøre os klar til tempelbesøg, dvs. vi skal i bad. Det var et stort hus med fire etager. Der hængte billeder af alle indiske guder på væggene. Ikke en tomme var fri. Fotoer af Guru Swami Okarandam, den indiske guru, der var grundlægger af denne Ashram, var også på alle vægge sammen med Gudebilleder, også Jomfru Maria og Jesus. Swami Okarandam har på billederne et utroligt, gennemtrængende, skarpt blik. Det må næsten have været umuligt at sige nej til ham, mens han levede. Det gav en fornemmelse, som om han irettesatte alle bare med sit blik, advarede mod at gøre noget forkert. Ufatteligt at han kunne opbygge sådan en Ashram alene i et fremmed land, uden nogen sprogkundskaber, han skulle lære tysk. Det var ikke alene i Schweiz, men også i Østrig og i Indien har han gjort det samme. Alle kører med den bedste økonomi og driver en masse skoler for ubemidlede i Indien. Vi mødte mange forskellige mennesker af alle hverver. Et par ingeniører, forretningsmænd og studerende fra universiteterne. De fast arbejdende fik indiske navne, og blev sat meget ind i indiske religiøse ritualer, som de har lært udenad på det hellige indiske sprog Sanskrit. De unge damer, vi mødte, har dedikeret deres liv til Gud lige som nonner i et kloster. De har frasagt sig al verdens bekvemmeligheder, valgt at være ugift, have et usexet liv, spiser ikke kød - heller ikke æg, det er et hårdt liv i Europa, men det var en valg at tilegne livet til andre mennesker. Man forstår udmærket, at man elsker sin mor, sin far, søster og broder mv., men at elske helt ukendte mennesker er en Guddommelig egenskab som deres Guru Okarandam har fremkaldt. Det er uforståeligt, at man ud af menneskers ansigter på ca. 15 x 25 cm kan opleve så mange millioner indtryk fra millioner og atter millioner af mennesker. Fra disse damer, som kalder sig Sanyasi, nonne på Sanskrit, får man så dejlige smil, som kan få os andre til at glemme hele verden og 100 pct. forene sig med Gud. Man starter dagen med meditation, om man tror på Gud eller ej, det giver en balanceret start på dagen. Man starter dagen med sindsro. I disse sekulære tider, hvor Gud og Kirke efterhånden har fået mindre betydning, vil en sådan oplevelse i en Ashram eller et kloster så ikke være med til at vække gud i os uden 100 pct. Guds dominans?. Det er gud, der af kærlighed giver plads til alle. Som det siges på sanskrit, "Serve jana sukino bhavanu-". Lad alle mennesker leve med fred. Dhamu Chodavarapu er født og opvokset i Indien. Kom til Danmark i 1964. Dansk gift. Engageret i samfundsdebatten. E-mail: dhamugaru@gmail.com.