Lad kirken leve

Som optakt til efterårets menighedsrådsvalg, har en lang række, sikkert velmenende, politikere og meningsdannere travlt med at proklamere en mere eller mindre endelig dødsdom over folkekirken. Men jeg håber og tror, at rygterne om folkekirkens død er stærkt overdrevne. I stedet for at bruge tiden på at finde ud af, hvordan man lukker kirkerne, burde man i stedet bruge tiden på at åbne kirkerne og arbejde for at sikre fortsat liv og vækst i sognemenighederne. Det burde være såvel kirkeministerens som biskoppernes, provsternes, præsternes og menighedsrådenes fornemste opgave. Den radikale kirkeminister Manu Sareen har senest bebudet, at det skal være lettere at lukke kirker. I min optik en ret meningsløs og absurd mission for en kirkeminister. Det svarer lidt til, at socialministeren skulle se det som sin fornemste opgave at reducere antallet af sociale tilbud til udsatte grupper eller at beskæftigelsesministeren så det som sin fornemste opgave at sikre så få arbejdspladser som muligt. Jeg synes det ville klæde kirkeministeren om han i stedet for at lukke kirker, i stedet arbejdede målrettet for at sikre optimale betingelser for kirkens liv og vækst i vores samfund. De typiske argumenter i den offentlige debat for flere kirkelukninger begrundes typisk med, at antallet af kirkegængere eller antallet af nadvergæster søndag formiddag er lavt i mange kirker. Et andet argument, og det er faktisk det værste, er præster der argumenterer for kirkelukninger med den opgivende begrundelse, at det faktisk ikke er umagen værd at holde gudstjeneste, hvis der ikke minimum kommer 10 eller 15 kirkegængere. Begge argumenter harmonerer, for mig at se, særdeles dårligt med Jesu ord om, at "hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem". Men hvis ikke præsterne vil ulejlige sig med at holde gudstjeneste, så er det da i det mindste godt, at vi har Jesu ord for, at Han selv vil være til stede. Jeg vil ikke på forhånd afvise, at det kan være fornuftigt at lukke en kirke. Men jeg synes det er fattigt, hvis argumentet herfor er, at der kommer for få i kirken søndag formiddag eller fordi præsten ikke synes det er umagen værd at holde gudstjeneste. Jeg bor selv i et mindre bysamfund og indrømmet, så er der ofte rigtig god plads på bænkene søndag formiddag i min egen sognekirke. Men det er bestemt ikke ensbetydende med, at menigheden er sovet hen. Tværtimod. For selvom der ikke kommer så mange søndag formiddag, så kommer der til gengæld mange sognebørn til andre arrangementer i kirken og i sognegården. Senest har præsten introduceret en såkaldt skumringsgudstjeneste, der finder sted på hverdage sidst på eftermiddagen. Den første skumringsgudstjeneste blev besøgt af mindst tre gange så mange kirkegængere som til en sædvanlig højmesse om søndagen. Derudover er der også taget initiativ til et sognekor, der har til huse i sognegården og som ledes af den lokale organist. Koret består indtil videre, så vidt jeg er orienteret, af mere end 40 sangglade mennesker, der mødes om onsdagen i sognegården. Endelig er der også spaghettigudstjenester, babysalmesang og rockgudstjenester, så der er masser af liv i min kirke. Man kan ikke alene måle kirkens liv og vækst på antallet af kirkegængere om søndagen. Udfordringen i de mindre sogne er for mig at se først og fremmest fortsat vedholdenhed og engagement i forhold til arrangementerne i kirken og sognegården. Man skal ikke lade sig slå ud af alle de meningsdannere og politikere, som vil kirken til livs. Christian Steen (f. 1977 i Hirtshals). Arbejder til dagligt som specialkonsulent i en større privat organisation. Uddannet Cand.mag. i Samfundsfag og Psykologi fra Aalborg Universitet i 2003. Medlem af Grundtvigsk Forum. Fast klummeskribent for NORDJYSKE Stiftstidende siden 2004. Gift og bosat i Vester Hassing nord for Aalborg.